Formueskatten og tallene – her er en status fra valgkampens maskinrum

Det er valgkamp! Og som mange har bemærket, holder DI sig ikke tilbage for at engagere sig i den. Det gælder ikke mindst i forhold til forslaget om en formueskat, som flere partier har foreslået. Det gør vi, fordi vi helt grundlæggende frygter for de negative konsekvenser, en formueskat vil have for vores medlemmer, dansk erhvervsliv generelt - og for iværksættere og ejerledede/familieejede virksomheder i særdeleshed.

I forbindelse med den offentlige debat om formueskat har flere været ude med riven efter nogle af de tal, DI har brugt, og beklikket os vores troværdighed. Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at gennemgå baggrunden for de tal vi har brugt i vores argumentation mod formueskatten.

Hvis du vil vide, hvad der er op og ned i formueskattediskussionen, og hvordan en evt. formueskat vil påvirke dig og din virksomhed, så har DI forsøgt at samle alle fakta her: 

Formueskat – hvad er op og ned i debatten?

De 16 milliarder kroner

Ét af de første tal, DI kunne levere til debatten, var estimatet af, at Socialdemokratiets forslag til en formueskat vil reducere bruttonationalproduktet (BNP) med mindst 0,5 procent, svarende til ca. 16. milliarder kroner. Dette er efter vores bedste overbevisning et konservativt estimat, baseret på flere forskningsresultater, hvoraf nogle kommer frem til meget større negative effekter. Dette gennemgår vi i analysen Formueskatten vil gøre Danmark fattigere. 

Estimatet er blevet kritiseret, fordi det blandt andet er baseret på et nyere norsk studie, der estimerer formueskattens effekt på udvandring af formuende personer fra Norge (og den resulterende negative effekt på produktiviteten i deres virksomheder, der forblev i hjemlandet). I stedet peges på et studie på betydeligt ældre data, der finder en lavere effekt på udvandringen, samt på det faktum at Danmark har en såkaldt exitskat.

I omtalte DI-analyse gennemgår vi dels, hvorfor vi mener, at det nyere studie måske bedre fanger den udvikling i international mobilitet, Europa har gennemgået de seneste 30-40 år, ligesom vi tilbageviser, at den danske exitskat er det værn mod udflytning (for at undgå fremtidig beskatning), som nogen vil gøre det til. Men vigtigere: samme konklusion understøttes af andre forskningsresultater og metoder til at estimere den samfundsøkonomiske effekt af formueskat (se analysen for uddybning).

Og ganske væsentligt: Baseret på den forskning, kritikerne selv henviser til, viser vi, at formueskattens øvrige negative effekter (ud over den beskedne udflytning) risikerer at blive så betydelige, at det samlede BNP-tab langt overstiger de 16 milliarder kroner – hvis den faktisk skal give det provenu i kassen som fortalerne ønsker.

Det sidste er vigtigt, fordi det i debatten har været fremhævet, at noget forskning skulle vise, at de samfundsøkonomiske effekter af en formueskal et begrænset, fordi det er relativt let for de berørte skatteydere at rykke rundt på deres formue, således at den stort set ikke bliver berørt (og der derfor stort set ingen penge kommer i statskassen).

850.000 arbejdspladser

Et andet DI-tal, der har påkaldt sig opmærksomhed, er vores estimat af, at en formueskat vil berøre omkring 850.000 arbejdspladser.

Og nej, DI har aldrig påstået at formueskatten vil reducere beskæftigelsen med 850.000 personer, eller endda at 850.000 danskere mister deres nuværende arbejde og skal se sig om efter et nyt. At nogen – også politikere – har opfattet det som sådan, er beklageligt. Og DI har korrigeret dette, så snart vi er blevet opmærksomme på det.

Det, vi har sagt – og står ved – er, at omkring 850.000 danskere arbejder i en virksomhed, der risikerer at blive negativt påvirket af formueskatten (først og fremmest familieejede virksomheder). Det har vi gjort med afsæt i samme fordeling af privatansatte ud på familieejede virksomheder, som Skatteministeriet anvendte ifm. drøftelse af generationsskifteskatten. Herefter har vi korrigeret for det faktum, at sandsynligheden for negativ påvirkning vokser med størrelsen på virksomheden.

Konsekvensen for den enkelte virksomhed og dens ansatte vil variere meget. Blandt de mindste og mest illikvide virksomheder kan effekten være katastrofal: Virksomheden må lukke eller flytte til udlandet, og de ansatte må finde anden beskæftigelse. Det kan også være at virksomheden kan redde sig selv ved at flytte ejerskabet ud af landet (evt. inklusive stifterne). Det kan ske ved gradvis at erstatte (formuebeskattede) danske investorer med udenlandske investorer, der ikke kræver samme løbende afkast (for at betale formueskatten). Dette kan over tid føre til at hovedkontor og centrale jobfunktioner også flytter ud, og den danske del af virksomheden (for)bliver f.eks. en produktionsenhed eller et lokalt salgskontor. Og/eller at de danske funktioner samles i én af de større byer.

Andre virksomheder kan have lettere ved at tackle, at deres ejerkreds fremover bliver formuebeskattet. For disse kan konsekvensen ’blot’ være, at ejerne er tvunget til at trække mere udbytte eller løn ud af virksomheden, for på den måde at honorere formueskatten. Det vil være midler, som så ikke er til rådighed til at styrke virksomheden, og som skal trækkes ud, uanset om det går godt eller skidt. For ansatte i sådanne virksomheder kan konsekvensen selvfølgelig også være, at de mister jobbet; men det er mere sandsynligt, at de vil mærke konsekvensen i form af færre investeringer i nye maskiner, ny teknologi, etc. Det fører til lavere produktivitet og dermed på sigt lavere realløn. Det kan også have konsekvenser for virksomhedens evne til at konkurrere – særligt med udenlandske virksomheder, der ikke oplever et tilsvarende likviditetspres.

Det skal understreges, at det sagtens kan være, at de 850.000 arbejdspladser ikke er det korrekte tal. Det kan være 700.000 – eller 1 million arbejdspladser. Vi har givet vores bedste estimat. Hvis andre har et bedre estimat for, hvor mange arbejdspladser, der bliver berørt, så er de meget velkomne til at fremlægge dette, inklusive en beskrivelse af, hvordan de kommer frem til det.

Hvad giver det i statskassen?

Der har også været stor fokus på, hvad en formueskat kan forventes at ville indbringe statskassen.

Da Socialdemokratiet oprindeligt præsenterede sit forslag, anførte partiet, at forslaget ville indbringe 7,1 milliarder kroner. Dette provenuestimat var baseret på et ministersvar til folketinget, som også andre partier har baseret deres formueskatteforslag på. Efterfølgende kom det frem, at der i dette provenuskøn ikke var taget højde for partiets undtagelse af friværdier på op til 10 millioner kroner (det dobbelte for ægtefæller); og provenuskønnet blev herefter nedjusteret til 6,5 milliarder kroner.

Det omtalte ministersvar var baseret på relevante formueopgørelser fra Danmarks Statistik, herunder også værdien af unoterede aktier opgjort til deres (estimerede) markedsværdi. Men efter flere dages debat om særligt konsekvenserne for iværksættere, slog Socialdemokratiet fast, at værdiopgørelsen af de unoterede aktier skulle ske til den bogførte værdi eller egenkapitalen.

Dette affødte naturligvis en debat om, hvorvidt en sådan justering i forhold til den værdiopgørelse, som det omtalte ministersvar var baseret på, ville føre til en nedjustering af det forventede provenu – og hvor stor denne ville være. DI forsøgte efter bedste evne at give svar her på.

I første omgang blev dette vanskeliggjort af, at det ikke er muligt i Danmarks Statistiks data at koble egenkapitalen i virksomheder til de reelle ejeres formue. Det var heller ikke muligt at tilgå de opregningsfaktorer, der lå til grund for de estimerede markedsværdier af unoterede akter fordelt på enkeltpersoner. DI måtte derfor søge efter andre kilder til forholdet mellem egenkapital og markedsværdi på unoterede aktier.

To kilder sprang umiddelbart frem som anvendelige til dette:

• Dels havde Skatteministeriet i forbindelse med vedtagelsen af nye, skematiske værdiansættelsesregler for generationsskifte af virksomheder, anført, at den skematiske værdiansættelse (som svarer til egenkapitalen plus en skematisk værdiansættelse af goodwill) svarende nogenlunde til halvdelen af den reelle markedsværdi.
• Dels har Statisk Sentralbyrå (Norges svar på Danmarks Statistik) i en artikel anført, at værdiansættelsen af unoterede aktier i forbindelse med den norske formueskat (der netop opgør deres værdi ud fra selskabernes egenkapital) svarede til blot 39 procent af den reelle markedsværdi.

På denne baggrund estimerede DI, at en værdisætning af unoterede aktier ud fra bogført værdi / egenkapital kunne risikere at halvere det umiddelbare provenu fra en formueskat i forhold til en værdiopgørelse baseret på markedsværdi – og dermed i forhold til provenuet opgjort af Skatteministeriet. Som altid i DI’s analyser var forudsætningerne for dette estimat tydelig angivet.

Efterfølgende har Danmarks Statistik kastet mere lys over forholdet mellem egenkapital og anslået markedsværdi i de anvendte formueopgørelser, hvilket har ført til, at estimatet kan præciseres. Det beskrives nærmere i analysen "Formueskattens provenu reduceres markant uden ”papirværdier”. 

Selv om det opdaterede estimat (af provenutabet, der kan henføres til det ændrede beskatningsgrundlag) er lavere end først antaget, så bibeholder DI sin konklusion om, at en formueskat baseret på, at unoterede aktier opgøres til bogført værdi, vil indbringe et markant lavere provenu.

Ingen har regnet med adfærdseffekter 

Diskussionen af provenueffekten af at værdiansætte unoterede aktier ud fra bogført værdi er dog i nogen grad akademisk, idet Skatteministeriets beregninger under alle omstændigheder ikke har taget højde for de negative adfærdseffekter en formueskat vil have – og hvordan de vil reducere provenuet yderligere. Som ovennævnte DI-notat også udfolder, så er både tidligere besvarelser fra Skatteministeriet og øvrig forskning ret entydig i den vurdering.

Norske mirakelresultater?

Til slut vil jeg knytte et par ord til de tal og den forskning, der fra tilhængere af formueskat er blevet anvendt til at tilbagevise DI’s forventning om, at en formueskat vil have negative effekter for danskejede virksomheder, deres ansatte – og samfundsøkonomien generelt.

Jeg har allerede omtalt det studie baseret på ældre data, der godt nok viser en begrænset udvandringseffekt, men som til gengæld viser markante øvrige negative effekter. Jeg vil derfor i stedet fokusere på det norske studie, som efter sigende skulle vise, at formueskatten ikke får virksomhedsejere til at trække penge ud af deres virksomheder – og at deres virksomheder faktisk øger antallet af ansatte. (Et resultat, der dækker over at nogle virksomheder opfører sig stik modsat, men at det var et mindretal). Studiet kan findes

Dette noget kontraintuitive resultat er da også blevet massivt kritiseret i Norge, fx her:

Magisk trylling om formuesskatt blir likevel ikke riktig | Finansavisen

Slakter rapport om formuesskatt | Finansavisen

Innlegg: Overselger studie om formuesskatt | DN

Formuesskatten skader arbeidsplasser | DN

Inden man går til kritikken kan man dog se på, hvad forskerne bag det oprindelige studie selv udlægger som forklaringen på det, de fandt:

• Det manglende udtræk af kapital (uændrede investeringer) forklarer forskerne med det faktum, at unoterede aktier bliver særdeles gunstigt behandlet i Norges formueskat (jf. ovennævnte artikel fra Statisk Sentrabyrå). Alle virksomhedsejere, som kunne, startede derfor med at tære på deres øvrige formue frem for at trække penge ud af deres unoterede selskaber (hvor formuen jo blev mere gunstigt beskattet). Denne udlægning understøttes af, at samme studie fandt, at de virksomhedsejere, der var illikvide, faktisk gjorde ‘som forventet’: Trak penge ud af deres virksomhed.

At få samme resultat i Danmark vil således kræve, at man giver samme markante rabat til unoterede aktier – og effekten må i øvrigt kun forventes at vare indtil virksomhedsejerne har nedbragt deres øvrige formue.

• Den voksende beskæftigelse (faktisk målte studiet lønsum) forklarer forskerne selv med det faktum, at eftersom en investering i maskiner/bygninger/etc. i virksomheden ville tælle med i skattebasen (egenkapitalen), mens en øget lønomkostning ikke ville, så var der i nogen grad en tendens til at subsidiere kapital for lønomkostninger.

Som anført af de norske kritikerne, så kan dette oversættes til, at virksomhedsejerne bevidst gjorde noget, der reducerede virksomhedernes produktivitet (for at reducere deres skattebyrde), hvilket på sigt kan have alvorlige økonomiske konsekvenser. Mere jordnære kritikere har påpeget, at studiet ikke tog højde for, at de øgede lønomkostninger kunne dække over ekstra lønudbetalinger til familiemedlemmer, som bidrog til at betale formueskatten.

Til sammenligning konkluderede et studie fra Handelshøyskolen i Oslo på baggrund af data fra 55.000 små og mellemstore norske familievirksomheder:

• At ejerne trak penge ud af virksomheden i form af både løn og udbytte til at betale formueskatten. Selv i år hvor driftsresultatet var negativt
• At dette likviditetsdræn førte til et lavere investeringsniveau i virksomheden, at virksomheden voksede mindre og blev mindre lønsom – beskæftigelsen faldt; men ikke signifikant

Studiets konklusioner præsenteres af forfatterne i det sidste af de links, jeg har gengivet ovenfor.

Det interessante ved det sidstnævnte studie var, at det analyserede effekterne af en ændring af formueskatten i Norge, hvor man slet ikke rørte ved den måde virksomhedernes værdi indgik: Det var værdisætningen af boligen, der steg. Dermed fjernede man den støj, det kunne give, hvis beregningen af formueskatten på virksomhederne ændrede sig samtidig med at virksomheden selv ændrede sig på en måde, der påvirkede formueskatten: Hvad er årsag og hvad er virkning? I stedet målte man effekterne over en periode, hvor virksomhedsejeren fik højere formueskat, uafhængigt af virksomheden. Og så observerede forskerne altså de negative effekter, man kunne forvente.

Fortsat god valgkamp

Lad mig slutte, hvor jeg startede: DI forsøger altid i sine analyser og beregninger at levere input til den offentlige debat – og politikerne – der så tæt som muligt afspejler den professionelle akademiske konsensus og ministeriernes ‘regnemaskiner’. Det gør vi ikke mindst, fordi vi ved, at det i sidste ende er disse regnemaskiner, der er den gangbare valuta i de politiske forhandlinger og aftaler. Politisk interessevaretagelse er for DI et ”gentagende” spil, hvor det ikke nytter noget at udstyre hverken politikere eller offentligheden med tal, som ikke kan stå distancen.

Det betyder ikke, at vi står tilbage for at udfordre konsensus – og centraladministrationen. Men når vi gør det, sker det altid med en klar varedeklaration; ligesom vores analyser og beregninger i øvrigt altid er klart deklareret i forhold til antagelser, etc. Og når vi – som i denne sag – undervejs får nye data, så justerer vi altid vores analyser i overensstemmelse hermed.

Fortsat god valgkamp