28.04.26 DIB Blog

Urimelig milliardregning i vente – DI vil slås mod den

En ny dom fra Højesteret kan efterlade virksomheder med en milliardregning for genoptagelse af gamle arbejdsskadesager, selv om problemet alene har været myndighedernes administration. Det stiller virksomhederne i en helt urimelig situation, og vi vil slås for en politisk løsning, blogger Søren Kryhlmand, direktør for Arbejdsmarked og Personalejura i DI.

I næsten et halvt århundrede har der været klar praksis: Tab af erhvervsevne under 15 pct. udløser ikke erstatning efter arbejdsskadeloven. Den praksis har virksomheder, myndigheder og forsikringsselskaber indrettet sig efter.

Men nu har en dom fra Højesteret brudt denne linje.

Baggrunden er en sag anlagt af HK mod Ankestyrelsen, hvor spørgsmålene om fortolkning af arbejdsskadelovens bestemmelser for erhvervsevnetab blev bragt hele vejen til landets øverste domstol. Og Højesteret er altså nået frem til, at myndighederne i årtier har lagt en forkert fortolkning til grund – en såkaldt retsvildfarelse .

Det betyder, at medarbejdere med et klar og varigt erhvervsevnetab helt ned til 5 pct. kan have ret til erstatning – og at erstatningen i de tilfælde skal fastsættes til 15 pct.  

Dermed ændres ikke blot den fremadrettede praksis. Dommen åbner også for, at sager helt tilbage til 1978, kan genoptages.

Læs også: DI: Højesteretsdom kan sende milliardregning for gamle arbejdsskader til virksomhederne

Retssikkerhed og milliardbeløb på spil

Beskæftigelsesministeriet har vurderet, at dommen kan føre til bagudrettede krav på mellem 10 og 30 mia. kroner. I første omgang vil forsikringsselskaber blive mødt af krav vedrørende arbejdsulykker – senere vil regningen lande hos virksomhederne i form af højere forsikringspræmier. Regningen for krav ift. erhvervssygdomme lander også  hos virksomhederne gennem et forhøjet AES‑bidrag.

Sagen rejser et helt grundlæggende spørgsmål om retssikkerhed, for det er selvfølgelig helt urimeligt, at nutidens virksomheder præsenteres for en milliardregning for arbejdsskader, der ligger årtier tilbage, og som alle parter dengang håndterede efter gældende og bredt accepteret praksis.

Virksomheder har hverken haft indflydelse på fortolkningen af loven eller mulighed for at disponere anderledes, og virksomheder kan ikke drives på usikkerhed og historiske efterregninger. Derfor er det helt afgørende, at der hurtigt findes en politisk løsning, som holder virksomhederne skadesløse for de bagudrettede konsekvenser af dommen.

Hvad kan virksomheder gøre nu?

Samtidig er der behov for at se på den fremadrettede regulering. At flytte bagatelgrænsen fra 15 til 5 pct., ændrer markant på balancen i arbejdsskadesystemet – både økonomisk og principielt. Her er der behov for en klar lovgivningsmæssig afklaring.

DI følger sagen tæt og arbejder sammen med Dansk Arbejdsgiverforening for at sikre en politisk løsning, hvor staten dækker regningen for genoptagelser, og samtidig får ændret arbejdsskadeloven, så grænsen på 15 pct. for at få erstatning  fremadrettet igen kommer til at gælde.

Indtil der foreligger en politisk afklaring, er rådet til virksomhederne at tage dialogen med deres forsikringsselskab eller forsikringsmægler i tilfælde af varsel om stigende forsikringsudgifter. 

Læs også: FAQ om dom om erstatning for tabt erhvervsevne 

Relateret indhold