Kinas overproduktion ender fortsat i Europa

Med store smil og symbolske indrømmelser har USA's præsident Trump og Kinas Xi netop markeret afslutningen på et topmøde i Beijing. Det kan ligne en succes, men under smilene gemmer sig den sandhed, at topmødet ikke flyttede en millimeter på de underliggende ubalancer mellem de to lande, der grundlæggende strides om, hvem der sætter reglerne for det 21. århundredes økonomi, teknologi og sikkerhed.

Ingen af de to magter har tænkt sig at blinke, og det øger presset på Europa.

Når USA fortsat lukker sit marked for kinesisk overkapacitet, og Kina fastholder sin eksportdrevne industrimodel, skal varerne finde et andet sted hen. Og det sted er i stigende grad EU.

Hvilke industrivarer rammer Europa?

Når kinesisk overproduktion søger mod EU er det først og fremmest kapitaltunge industrivarer, hvor Kina i forvejen har massiv overkapacitet og statsstøttet konkurrencekraft: Elbiler, batterier, solceller, stål og metaller samt industrimaskiner og komponenter.

Det betyder selvsagt, at prispresset stiger, og at europæiske virksomheder risikerer at blive fortrængt.

I vindsektoren er presset allerede synligt. Kina har opbygget en enorm produktionskapacitet inden for både vindmølletårne, komponenter og komplette møller. Når denne kapacitet ikke kan absorberes globalt – eller møder barrierer i USA – søger den mod Europa.

En europæisk producent kan derfor opleve, at kinesiske aktører byder ind på projekter til væsentligt lavere priser – både i EU og på eksportmarkeder. Det gælder ikke kun færdige møller, men også centrale komponenter.

Konsekvenserne er tydelige:

• Europæiske producenter presses i udbud
• Underleverandører mister ordrer
• Værdikæder i Europa svækkes

For Danmark er det særligt følsomt, fordi en stor del af vindindustriens værdikæde – fra udvikling til produktion – er forankret i dansk erhvervsliv.

Råstofafhængighed giver problemer

Den anden afgørende front er råstoffer – og her er Europas sårbarhed endnu større.

Kina kontrollerer hovedparten af den globale produktion af centrale ressourcer til den grønne og industrielle omstilling. Og selv om Kina formelt lemper eksportrestriktioner, er adgangen i praksis usikker. Licenssystemer, godkendelsesprocesser og administrative barrierer gør, at europæiske virksomheder ikke kan planlægge produktion med sikkerhed.

For EU betyder det tre strategiske udfordringer:

1. Produktionsrisiko
   Virksomheder risikerer at mangle kritiske materialer til produktion – selv når efterspørgslen er til stede.
2. Afhængighed som geopolitisk svaghed
   Råstoffer kan bruges som politisk instrument, hvilket øger Europas sårbarhed i en allerede tilspidset geopolitisk situation.
3. Forsinket grøn omstilling
   Manglende adgang til input kan bremse udbygningen af vind, batterier og andre grønne teknologier.

Det er baggrunden for, at EU forsøger at opbygge fælles indkøb og styrke sin egen råstofstrategi – men den slags kapacitet tager år at opbygge.

Læs også: Lars Sandahl: Grib mulighederne Grønland

Store konsekvenser for Danmark

For Danmark er situationen særligt følsom. En eksport, der svarer til omkring 70 pct. af BNP, gør dansk økonomi ekstremt afhængig af åbne og velfungerende markeder.

Det betyder, at kinesisk overkapacitet ikke blot er et handelspolitisk spørgsmål – men noget, der direkte påvirker konkurrenceevne, investeringer og arbejdspladser.

Også virksomheder, der ikke konkurrerer direkte med kinesiske producenter, kan blive ramt indirekte gennem lavere priser, ændrede værdikæder og større usikkerhed.

 EU skal udnytte pusterummet

Nuvel – selv om de to stormagter altså reelt ikke har flyttet sig, er smilene og håndtrykkene trods alt udtryk for et pusterum i konflikten. Men stormagtskonkurrencen kan hurtigt vende tilbage med fuld styrke. Det handlingsrum, vi sidder i nu, er midlertidigt, og den slags vinduer har det med at lukke hurtigere end man regner med.

Regeringen og EU-Kommissionen bør bruge denne periode aktivt. Oprettelsen af et europæisk indkøbsfællesskab på kritiske råstoffer, som handelskommissær Sefcovic har igangsat, skal accelereres markant – samtidig skal vi længere med implementeringen af Critical Raw Materials Act. Den slags institutionelle kapacitet bygger man ikke i det øjeblik, man har akut brug for den.

Og Europa har i det hele taget brug for en mere alvorlig samtale om, hvordan vi bruger EU’s handelsinstrumenter til at forsvare os selv.

Vi skal ikke blive bannerførere for ensidig protektionisme, men bliver nødt til at tage reciprocitet, den grundlæggende betingelse for fair konkurrence, meget mere alvorligt.

Danmarks eksport udgør i dag 70 pct. af BNP. Vi er en af de mest åbne økonomier i verden og har mere at tabe end de fleste, hvis den globale handelsorden fortsætter med at fragmentere.

Topmødet i Beijing var ikke begyndelsen på en ny æra. Det var et pusterum i et kapløb, der ikke stopper. Den strukturelle konflikt om det 21. århundredes globale orden er intakt. Man ved det både i Washington og Beijing.

Men har Bruxelles – og Danmark - forstået alvoren?

Læs også: Sådan kan Grønland bidrage til EU’s selvforsyning