Vi glæder os til lovforslag, der sætter loft over milliardgebyr på emballage
Det er godt nyt for virksomheder, at klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa i efteråret vil fremsætte lovforslag, der sætter loft over kommunernes gebyr på affaldshåndtering, blogger Iben Kinch Sohn, chef for cirkulær økonomi i DI.
Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa har sendt et vigtigt signal til de virksomheder, der står med regningen for producentansvaret for emballage.
I et interview i Børsen fortæller hun, at regeringen i efteråret vil fremlægge lovforslag, der indfører et nyt fast loft over de omkostninger, som kommunerne har til at samle affald ind. Og som de opkræver hos producenterne via deres kollektivordninger.
Vi har i DI arbejdet målrettet for at få producentansvaret tilbage på sporet og har især presset på for, at den nye regeringen hurtigt tager fat på de nødvendige ændringer. Der skal handles hurtigt for at få ro på omkostningerne og reduceret byrderne i producentansvaret.
Læs også: Her er VANAs hjælp til emballageforordningen
Gebyrer varierer med flere 100 procent
Kommunernes omkostninger udgør ca. 2/3 dele af den samlede regning, som producenterne skal betale for affaldshåndtering af deres emballager. De konkrete omkostninger i kommunerne har varieret med flere 100 pct – og der er ikke sammenhæng mellem dyrt og godt her.
Gebyrloftet vil ifølge lovforslaget blive fast som et gennemsnit af de 20 pct. mest omkostningseffektive kommuner. Når lovforslaget forhåbentlig er stemt igennem, kan det skabe den forudsigelighed og gennemsigtighed, som virksomhederne længe har efterlyst.
I DI - Dansk Industri bakker vi op om producentansvaret. Men virksomhederne skal betale for en effektiv opgaveløsning - og ikke mødes af meget forskellige omkostninger afhængigt af kommune. Derfor er det positivt, at der nu bliver taget hånd om de udfordringer, som har skabt stor usikkerhed.
Læs også: Ni komponenter i ét glas rødkål
Tilbage på sporet
Nu er det afgørende, at lovforslaget kommer hurtigt igennem, så virksomhederne får klarhed om 2027-priserne i rimelig tid.
Samtidig skal arbejdet med at reducere unødigt bureaukrati fortsætte, så ressourcerne bruges på grøn omstilling frem for administration. Det lyder det heldigvis også til, at ministeren lægger op til!
Virksomheder over en bred kam har været frustrerede. Vi har i DI sammen med en række virksomheder leveret helt konkrete anbefalinger til, hvordan vi får ryddet op og skabt en mere enkel implementering. Nu skal vi have producentansvaret tilbage på sporet.
Læs også: Emballageforordningen - indhold, krav og tidshorisont