01.05.17 DIB Leder

Karsten Dybvad: 25 år i virksomhedernes og Danmarks tjeneste

Danmark har brug for konkurrence­dygtige virksomheder. For det er vores virksomhedsledere og deres medarbejdere, som hver dag hiver ordrer, job og velstand til Danmark og skaber fundamentet for et velstående samfund i vækst og balance.

Det er dét budskab om sammenhængen mellem stærke virksomheder og et stærkt samfund, som Dansk Industri nu i 25 år har arbejdet for at brede ud til danskerne og vores politikere. Samtidig med at DI hver dag selv hjælper vores medlemmer gennem rådgivning om alt fra svære afskedigelser og lokale lønsystemer til, hvordan det enkelte medlem udnytter mulighederne i digitalisering eller tager skridtet ud på nye markeder.
Siden DI blev grundlagt 5. maj 1992, er vi blevet en større og bredere favnende organisation, som repræsenterer små og store virksomheder inden for stort set alle dele af dansk erhvervsliv. Det, der forener DI’s medlemmer på tværs af sektorer og størrelse, er, at de har valgt at drive virksomhed i Danmark, og at de møder konkurrencen med udlandet med selvtillid.
Igennem årene har nogle kritikere fremført, at DI’s størrelse var en svaghed. Men virkeligheden er, at vores størrelse er en fantastisk styrke, fordi det gør DI til en uomgængelig og troværdig fælles stemme for danske virksomheder. For servicevirksomheder, transportvirksomheder og fremstillingsvirksomheder. For små og store virksomheder spredt over hele landet. Vores virksomheder ved om nogen, at indtægter og udgifter skal hænge sammen. Derfor møder vi politikerne med afsæt i en samlet, gennemregnet 2025-plan med både løsninger og konkrete forslag til at finansiere dem. Det giver troværdighed og skaber lydhørhed. For gode løsninger står i høj kurs hos vores politikere, der på tværs af politiske skel har det til fælles, at de ligesom vores virksomheder vil Danmark det bedste.

Igennem årene har nogle kritikere fremført, at DI’s størrelse var en svaghed. Men virkeligheden er, at vores størrelse er en fantastisk styrke, fordi det gør DI til en uomgængelig og troværdig fælles stemme for danske virksomheder. Karsten Dybvad

Det har et bredt politisk flertal demonstreret flere gange – da de afskaffede PSO-afgiften, ved løbende at sænke selskabsskatten, ved at etablere et forum med fokus på at skabe enklere regler for danske virksomheder, og med Velfærdsaftalen og dagpengereformen, som har været med til at fastholde og få flere danskere i job.
Det er alle eksempler på, at ansvarlige og lydhøre politikere har stået sammen om at træffe de beslutninger, der har gjort det nemmere for virksomhederne at trække Danmark ud af den økonomiske krise.
Men hverken politikere eller virksomheder må læne sig tilbage og falde i søvn. Verden omkring os udvikler sig, og det går stærkt. Derfor har Danmark ikke alene brug for, at vores politikere står sammen, når det handler om at gøre dårlige tider gode. Men også når opgaven består i at gøre gode tider endnu bedre.
Derfor arbejder DI for, at vi i de kommende år prioriterer penge til at investere endnu mere i uddannelse, forskning, ny infrastruktur og mere digitalisering – og at danske virksomheder kan få de dygtige medarbejdere på alle niveauer, der kan hive ordrerne i land.


Fra DI’s side vil vi også i de næste 25 år løfte vores del af ansvaret for, at vi som samfund husker på, at økonomisk vækst og de muligheder, som følger med den, kun kommer ét sted fra: Stærke danske virksomheder og deres medarbejdere. Når de vinder, vinder hele Danmark.

Karsten Dybvad
Skrevet af:

Karsten Dybvad