Rigtig mange virksomheder løfter ansvaret med at oprette lærlingepladser - men vi har ikke råd til at tabe tempo, siger dansk Industris adm. direktør, Karsten Dybvad

26.10.18 DIB Leder

Karsten Dybvad: Lærlinge er vores livline til fremtiden

I denne måneds udgave af DI Business kan I blandt andet læse om virksomheden Titech Electric, der netop har taget sin allerførste lærling. Det er værd at hæfte sig ved, hvorfor Titech Electric nu tager springet – og i øvrigt har kæmpet for – at få en lærling.

Som virksomhedens adm. direktør peger på, har de nemlig først og fremmest indgået en praktikpladsaftale for deres egen skyld. Arbejdsløsheden blandt elektrikere – og flere andre faglærte grupper – er nu så lav, at Titech Electric ikke tør tage ordrer ind, før de har nok medarbejdere til at løfte dem. Og her er lærlinge en afgørende del af løsningen. Det gælder nu og her – men det gælder i allerhøjeste grad også for at kunne levere og tage ordrer om 5, 10 og 15 år.

Læs magasinet her

Det var også med dét udgangspunkt, at vi som arbejdsgivere i 2016 indgik en trepartsaftale med regeringen og lønmodtagere om at skaffe flere faglærte. Baggrunden var en uholdbar udvikling, hvor flere unge gennem årtier har fravalgt en erhvervsuddannelse. Det kræver nemlig faglærte at opretholde Danmark som et stærkt og innovativt produktionsland. Derfor er der behov for, at alle – ikke mindst virksomhederne – gør endnu mere for at gøre de unge opmærksomme på de store muligheder, der følger med en uddannelse og et godt job som faglært. Og at vi for øvrigt løfter flere af de ufaglærte til at blive faglærte.

Den gode nyhed er, at virksomhederne er i gang. Rigtig mange virksomheder løfter deres del af uddannelsesansvaret. 

Mange flere unge – og deres forældre – skal have øjnene op for perspektiverne i en uddannelse som faglært. Karsten Dybvad, Adm. direktør

Ifølge de seneste tal fra Undervisningsministeriet havde offentlige og private virksomheder til og med juli måned indgået 1.296 flere praktikpladsaftaler end i samme periode i 2016. Dermed er virksomhederne over halvvejs i mål med de 2.100 ekstra aftaler, der som minimum skal leveres i 2018. Med andre ord: Det går den helt rigtige vej, men vi har ikke råd til at tabe tempo.

I disse tider går bølgerne højt i debatten, om danske virksomheder skal have bedre muligheder for at ansætte dygtige medarbejdere – herunder også faglærte – fra udlandet. Her bør et ansvarligt politisk flertal kunne finde sammen om give virksomhederne adgang til de medarbejdere, som nu og her er så afgørende for at kunne fortsætte væksten. Men det er klart, at forståelsen hos politikere og i befolkningen, for at virksomhederne har brug for udenlandske medarbejdere, vil være betydelig mindre, hvis vi ikke samtidig leverer de praktikpladsaftaler, vi har forpligtet os til. Og det er lige så klart, at vi under alle omstændigheder ikke kan bero os på udenlandske medarbejdere alene.

Vi må og skal derfor uddanne flere dygtige faglærte i Danmark på alle de områder, hvor vi får brug for dem. Det kræver flere ting: Politikere og uddannelsesinstitutionerne skal løfte deres ansvar for at skabe gode og attraktive erhvervsuddannelser. Mange flere unge – og deres forældre – skal have øjnene op for perspektiverne i en uddannelse som faglært. Og virksomhederne må stå sammen og tage et endnu større ansvar for at oprette praktikpladser og i det hele taget gøre de unge opmærksomme på, hvad vi kan tilbyde dem.

Dygtige lærlinge er virksomhedernes livline til fremtiden. Den livline skal vi kæmpe hårdt for at styrke både nu og i de kommende år.

Læs også: På vej – men ikke i mål med praktikpladser

Brug DI: Mere om lærlinge

• Kontakt chefkonsulent Birgitte Winge, tlf. 3377 3893, biw@di.dk

• Send mail til eudd@di.dk

• Find de rette lærlinge til din branche: bit.ly/valgafuddannelse

• Find den første lærling eller elev: bit.ly/førstelærling

• Regler for lærlinge og elever samt praktikplads-AUB: bit.ly/reglerlærlinge

Karsten Dybvad
Skrevet af:

Karsten Dybvad

Relateret indhold