Når den nye persondataforordning træder i kraft 25. maj, kræver det en kraftindsats fra vores virksomheder at leve op til den nye lovgivning, skriver DI's adm. direktør, Karsten  Dybvad.

30.04.18 DIB Leder

DI om persondata: Du kan stole på danske virksomheder

Man kan ikke sætte kroner og ører på tillid. Men enhver dygtig dansk virksomhed – og dem er der heldigvis mange af – kan bekræfte, at tillid har umådelig stor værdi.

Når globale kunder møder danske virksomheder, ved de én ting med sikkerhed: Vi er til at stole på. Både, når det gælder aftaler og kvaliteten af danske produkter og løsninger. Og det er en vigtig del af grunden til, at danske virksomheder ofte løber med ordrerne foran vores konkurrenter.

Når den nye persondataforordning træder i kraft 25. maj, kræver det en kraftindsats fra vores virksomheder at leve op til den nye lovgivning. Det er en kompleks og vigtig opgave, som alle skal have løst. Men med det store arbejde følger også nye muligheder.

Både nu og i de kommende år er der nemlig ét område, hvor tillid kommer til at spille en fuldstændig afgørende rolle, og det er inden for digitalisering og brug af data. Stort set alle virksomheder arbejder i dag med data – og med rette. Når danske virksomheder gør deres produkter – fra vindmøller til dyner – intelligente ved at opsamle data fra dem, gør de ganske enkelt produktet bedre og skaber ny værdi for kunderne.

Men det kan kun lade sige gøre, hvis kunderne har tillid til, at deres data bliver brugt forsvarligt – og ikke bliver misbrugt. Det er desværre ikke nogen selvfølge. Og her har Danmark og danske virksomheder et fantastisk udgangspunkt for at gøre digitalisering og datasikkerhed til en styrkeposition på samme vis, som eksempelvis høj fødevaresikkerhed er det i dag.

Dermed kan persondataforordringen faktisk også blive en håndsrækning til danske virksomheder, som gør os mere konkurrencedygtige.

Læs: DI Business magasin om persondata

Det er et omfattende arbejde for virksomhederne – både store og små – at blive klar til de nye persondataregler Karsten Dybvad, Adm. direktør

Det er et omfattende arbejde for virksomhederne – både store og små – at blive klar til de nye persondataregler. Det bør vi også forvente en forståelse for hos myndighederne, så de eksempelvis kun uddeler store bødestraffe, hvis en virksomhed bevidst bryder reglerne og misbruger data. Men DI’s undersøgelser og medlemsmøder med deltagelse fra over 2.000 virksomheder viser, at vores medlemmer er i fuld gang – og at de tager opgaven særdeles alvorligt.

Dén store indsats ude i vores virksomheder skal vi som land være stolte af og bygge videre på. For den viser med al tydelighed, at – også – når det gælder brugen af persondata, er danske virksomheder professionelle og frem for alt nogen, man som kunde kan stole på. I en tid, hvor data ofte bliver beskrevet som ”det nye olie”, kan den tillid blive en uvurderlig konkurrenceparameter for danske virksomheder.

Fortsat god arbejdslyst med at blive klar til håndteringen af persondata. Og husk at bruge DI, hvis I får brug for hjælp.

Læs: Guide til persondata – 5 trin gør din virksomhed klar

Karsten Dybvad
Skrevet af:

Karsten Dybvad

Per Geckler Møller

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk

Relateret indhold