14.12.20 DIB Leder

2017, 2018, 2019, 2020, 2020, 2020 …

Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november. Sådan skriver Henrik Nordbrandt. Budskabet er enkelt: November er en uendelighed af regnvejr, mørke og tristesse.

Det kan ikke undre, hvis der er nogle, der har det lidt på samme måde med 2020. Med en parafrase over Nordbrandts ord: 2017, 2018, 2019, 2020, 2020, 2020 …

Det har været et hårdt år for hele det danske samfund og verden. Millioner er blevet syge. Tusinder er døde. Virksomheder – store som små i alle dele af landet – er blevet presset som aldrig før, ansatte er blevet opsagt, en hel branche er forsvundet.

Men virksomhederne har også vist en råstyrke og en omstillingsparathed af en anden verden. Arbejdet er fortsat på trods af nedlukkede økonomier, rejserestriktioner, der har gjort det svært eller ligefrem umuligt at komme ud i verden eller blot krydse kommunegrænsen – for ikke at glemme pludselig og omskiftelige politiske udmeldinger.

Virksomhedernes omstillingsevne er helt sikkert en af grundene til, at Danmark – set i en international målestok – ser ud til at komme relativt helskindet gennem coronakrisen på et økonomisk plan. Hvor Danmark forventes at få en negativ vækst på 3,5 procent af BNP, så forventes der i eurozonen en negativ vækst på 7,5 procent. Vi er ikke gået fri – ingen er – men vi har dog klaret os bedre end andre.

Med til historien hører selvfølgelig også, at der i Danmark har været relativt godt styr på smittespredningen og at samarbejdet mellem politikere, virksomheder og ansatte endnu engang har vist sin værdi. Men hvad var det værd uden virksomhedernes evne til at finde løsninger?

Digitale værktøjer er taget i brug, når smitten har sat en stopper for det fysiske møde mellem leder og ansatte – mellem virksomhed og kunde. Nye produktionsmåder og arbejdsformer på alle niveauer af virksomhederne er udviklet under svære forhold. Og gejst og sammenhold har trivedes under til tider umulige betingelser.

Når jeg kigger tilbage på 2020 vil jeg prøve også at huske på, hvad der gik godt, og som vi kan bruge til at stå stærkere i de kommende år. Det er det, som vil bringe os videre.

Henrik Nordbrandts svar på det grå og klamme novembervejr er for øvrigt at søge udenlands, mod varmere himmelstrøg. På samme måde tror jeg på, at vi skal vi vende 2020 og corona­krisen ryggen ved at bringe vores løsninger endnu længere ud i verden. De er efterspurgte – også efter corona.

Karen Witt Olsen
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Per Geckler Møller

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk

Relateret indhold