Min vision er, at vi kommer stærkt ud af coronakrisen. Mulighederne er der, men det kræver, at der er forståelse for virksomhedernes situation, skriver DI-direktør, Lars Sandahl Sørensen.

21.01.21 DIB Leder

Lars Sandahl: Grib eksportchancer i skyggen af corona

Fra 2021 tegner sig betydelige eksportmuligheder på de største markeder i Kina, USA og EU, skriver DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen i månedens leder til DI Business magasinet.

”Det er som om, at der er gået hul på ketchupflasken,” sådan siger koncerndirektør Rasmus Ødum fra den danske rådgivningsgigant COWI i det vedhæftede nye DI Business-magasin nedenfor.

Rasmus’ bemærkning er møntet på det amerikanske marked, der med Joe Bidens overtagelse af Det Hvide Hus og et demokratisk flertal i Kongressen står til at følge en politisk linje, der virkelig kan komme danske virksomheder til gode. Milliarder af dollar skal i de kommende år investeres i infrastruktur, grøn omstilling og digitalisering. Her kan danske virksomheder byde sig til.

Samme positive tendenser ses i Europa, hvor EU har vedtaget en genopretningsfond på 750 mia. euro. Fokus er også her på grøn omstilling og digitalisering. Og så er der Kina, der med en forventet vækst på otte procent i 2021 slår ind på en grønnere kurs. 

USA, Kina og EU har stort potentiale

Bundlinjen er, at der på verdens største markeder kan vise sig store muligheder for danske virksomheder i de kommende år. De muligheder skal udnyttes, hvilket DI i samarbejde med virksomhederne arbejder benhårdt på både i Danmark og på DI’s kontorer i udlandet. Men det er også klart, at coronakrisen her og nu giver nogle voldsomme udfordringer, som der skal tages hånd om.

De gentagne nedlukninger har presset mange virksomheder til det yderste – og når nogle virksomheder samtidig venter på at få deres kompensation fra hjælpepakkerne udbetalt, presser det dem unødigt hårdt.

Samtidig er det klart, at der i den fortsatte udrulning af coronavaccinerne skal være blik for virksomhedernes udfordringer. Når først de udsatte grupper og plejepersonalet er vaccineret, skal virksomhedernes nøglemedarbejdere til. Og så skal vi have et coronapas, som DI har arbejdet for gennem længere tid – det vil lette mulighederne for erhvervsrejser til hele verden.

Skal virksomhederne stå stærkt i den internationale konkurrence, er det endvidere afgørende, at de ikke pålægges nye skatter og afgifter for milliarder af kroner, som det er sket under denne regering. Regeringen bør simpelthen give en garanti for, at virksomhederne ikke pålægges en eneste ekstra krone i skat eller afgift.

Min vision er, at vi kommer stærkt ud af coronakrisen. Mulighederne er der, men det kræver, at der er forståelse for virksomhedernes situation. Ligesom vi har stået – og står sammen – om at klare coronakrisen – skal vi stå sammen om at vinde fremtidens markeder. Til gavn for virksomhederne – til gavn for Danmark og danskerne.

Lars Sandahl Sørensen

Adm. direktør, DI

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Få mere at vide

Som medlem får du det seneste nye om EU-landenes genopretningsplaner, kommende udbud og erhvervsfremstød for danske virksomheder. Du kan også kontakte en af DI's eksperter for at få sparring i forhold til jeres strategi for de kommende udbud.

Læs mere her: EU's genopretningsplan | DI hjælper dig med at vinde eksportordrer

Søren Langelund

Søren Langelund

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3059
  • Mobil +45 2091 9335
  • E-mail slan@di.dk

Relateret indhold