09.12.21 DIB Leder

Lars Sandahl: Sådan forlænger vi opsvinget i 2022

Til trods for   at vi står på tærsklen til usikkert år,  er der mange ting vi og virksomhederne kan og vil gøre for at  skabe fremgang.

”Det eneste sikre er, at usikkerheden lige nu er super høj.” Sådan siger OECD’s cheføkonom Laurence Boone i et interview med DI Business. 

Boones pointe er, at økonomien lige nu balancerer på en knivsæg. Nok er der fremgang, men der er også masser af trusler. Fra nye bølger af corona til høje energipriser og mangel på råvarer og medarbejdere. 

Usikkerheden kender danske virksomheder kun alt for godt til efter et udfordrende 2021. Den gode nyhed er, at året også har vist os, at danske virksomheder og deres medarbejdere er noget nær verdensmestre i at tilpasse sig usikre tider. Som OECD slår fast, er Danmark kommet stærkt ud af krisen. Det skyldes i allerhøjeste grad de danske virksomheder og vores generelt tillids­baserede og samarbejdende samfund.

Den dårlige nyhed er imidlertid, at vi på tærsklen til 2022 står med en overhængende risiko for at sætte opsvinget over styr. For en ting er usikkerheden, noget andet er, at der i øjeblikket mangler en klar plan for, hvordan virksomhederne skal få de medarbejdere, som de har brug for, hvis de fortsat skal skaffe indtægter og fremgang til Danmark.

Tilmed starter 2022 ualmindeligt dårligt. Ved årsskiftet  træder retten til tidlig pension i kraft. Allerede nu har næsten 30.000 søgt om pensionen. En dårlig nyhed med en helt utrolig dårlig timing, som uundgåeligt vil gøre det sværere for virksomhederne at finde de medarbejdere, som de har brug for.

Hvad der i stedet er brug for, er det stik modsatte. Tiltag der både nu og her og på lidt længere sigt øger arbejdsstyrken.

Der er nok at tage fat på her og nu. Lars Sandahl Sørensen, Adm. direktør

DI og medlemmerne har masser af gode forslag og input, som du også kan læse i magasinet under temaet ”Sådan vinder vi 2022”. Der er behov for at skabe reelle, økonomiske incitamenter til at flere seniorer kan se en fordel ved at blive længere tid på arbejdsmarkedet.

Samtidig bør kravet til indkomst i beløbsordningen sænkes, og sagsbehandlingen smidiggøres, så flere dygtige udlændinge kan komme til Danmark og arbejde – for blot at nævne nogle oplagte tiltag.

Desuden arbejder DI for en lavere topskattegrænse, så incitamentet til at gøre en ekstra indsats øges. Og med en lidt længere tidshorisont, skal vi have flere af de mange unge, der ikke er i job eller tager en uddannelse, videre i livet og aktivt ind på arbejdsmarkedet. 

Min pointe er, at selvom vi står på tærsklen til endnu et usikkert og udfordrende år, så er der masser, som vi kan gøre, for at året og tiden fremover bliver en succes. Der er nok at tage fat på her og nu.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Søren Langelund

Søren Langelund

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3059
  • Mobil +45 2091 9335
  • E-mail slan@di.dk

Relateret indhold