DI Business Nyheder

Designere kan vise vejen til en ny forretningsmodel

Design er langt mere end ren formgivning. Designeres metoder kan også være en indgang til at gentænke en hel virksomhed fra kundens synsvinkel og bane vej for nye forretningsmodeller. Derfor lancerer Dansk Design Center et projekt, som skal skabe mere kontakt mellem designere og virksomheder.

Vi ved, at mange virksomheder er udfordrede på, at de er nødt til at gentænke deres produkter, services og hele forretningsmodellen, hvis de skal klare sig på sigt. I den proces har designerne nogle metoder og en tankegang, som kan komme mange virksomheder til gavn, fortæller Christian Bason, der er adm. direktør i  Dansk Design Center (DDC).

Derfor lancerer han i dag et såkaldt ’designmentorkorps’, som skal gøre flere små og mellemstore virksomheder opmærksomme på de kompetencer, som designere i dag kan byde ind med.

Undersøgelsen ”Design Delivers”, som er lavet i samarbejdet mellem DDC og DI viste, at mange virksomheder er usikre på, hvad de får ud af at købe rådgivningsydelser hos designere. Undersøgelsen viste dog samtidig, at design giver stor værd for virksomhederne. Designkorpset skal få flere virksomheder til at få øjnene op for, at de kan bruge designere i deres innovation.

- Korpset består af 15 af Danmarks bedste designere, som i den kommende tid gerne vil mødes med en lang række små og mellemstore virksomheder. Det kan både være i form af én-til-én-møder og vejledning til workshops for flere virksomheder, som vil kunne drage nytte af hinanden, siger Christian Bason.

Læs også: Design og teknik skal hænge sammen

Et godt produkt er ikke nok

I dag ved de fleste godt, at design ikke kun handler om at formgive flotte produkter, siger Rasmus Ibfelt, som er kreativ direktør og partner i designbureauet  e-Types og med i DDCs bestyrelse.

- Branding er f.eks. et arbejdsfelt, som de fleste virksomheder anerkender værdien af – og som de fleste store virksomheder benytter sig af i stor stil, fortæller han.

Rasmus Ibfelt er helt enig med Christian Bason i, at rigtig mange – også små og mellemstore – virksomheder med fordel kan trække på den brede rådgivning, som nutidens designere er i stand til at give.

- Mange virksomheder har brug at se sig selv og sine produkter og services ude fra, hvis de skal udvikle sig. For i dag er det ikke nok at have et godt produkt. Du skal kende og forstå dine kunder og de sammenhænge, produkterne skal indgå i – og den proces kan en designer hjælpe med at sætte i gang, siger han.

Læs også: Ingeniører står for design i danske virksomheder

Mange virksomheder har brug at se sig selv og sine produkter og services ude fra, hvis de skal udvikle sig. For i dag er det ikke nok at have et godt produkt. Du skal kende og forstå dine kunder og de sammenhænge, produkterne skal indgå i – og den proces kan en designer hjælpe med at sætte i gang Rasmus Ibfelt, kreativ direktør og partner i e-Types

Find kernen i din virksomhed

Rasmus Ibfelt har selv arbejdet med mange små og mellemstore virksomheder – både i Danmark og udlandet. Ofte kommer de til ham, når de oplever at salget ikke længere går, som det gjorde engang.

- Det er ofte nogle meget stærke og passionerede mennesker, der står i spidsen for virksomhederne. De har måske stået i spidsen i en del år og kan se, at der skal ske noget nyt – eller måske har de overtaget en virksomhed, som er gået i stå, fortæller Rasmus Ibfelt.

Virksomhedens ledelse håber mange gange, at en bedre branding af virksomheden og produkterne kan være vejen frem. Men det er sjældent nok med et nyt navn og logo eller en god kampagne på de sociale medier, mener Rasmus Ibfelt.

- Hvis du f.eks. producerer en ladcykel, skal den ikke kun være god. Du skal måske også have showrooms i fem store, europæiske cykelbyer for at slå konkurrenterne og forny din forretning. Og hvis det er vejen frem, så skal hele virksomheden og brandingen indrettes efter det, understreger han.

Derfor er det ifølge Rasmus Ibfelt lige så vigtigt, at virksomhederne finder modet og ikke mindst ressourcerne til at tage de nødvendige skridt bagefter, hvis samarbejdet med designeren skal give afgørende resultater.

Læs også: Design åbner nye døre for mange virksomheder

Find modet til at tage et spring

Charlotte Rønhof, som er underdirektør i DI, håber, at rigtig mange virksomheder vil tage imod tilbuddet om et møde med designerne fra designmentorkorpset.

- De sædvanlige forretningsmodeller er under pres i mange brancher. Der kommer hele tiden nye løsninger og aktører ind på markedet, som flytter præmisserne for, hvordan man skaber en god forretning. Med ny teknologi og en tættere forbundet verden bliver det mere og mere aktuelt. Derfor er vi alle nødt til at tænke nyt og invitere nye kompetencer inden for i virksomhederne, siger Charlotte Rønhof.

Du kan læse meget mere om korpsets aktiviteter på  www.danskdesigncenter.dk

Anders Michael Tetens Hoff

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3899
  • Mobil +45 5121 8032
  • E-mail ahof@di.dk
Relateret