Velkommen til Dansk Industris nye website. Vi udvikler i øjeblikket et nyt site for at give dig den bedste brugeroplevelse. I en periode vil du derfor opleve indimellem at blive sendt til indhold på vores gamle site.

Gæster på rundvisning i SAP Experience Center under indvielsen. Her i garagen. Foto: SAP

DI Business Nyheder

LEGO-klodser og VR-briller skal digitalisere virksomheder

Torsdag blev et nyt digitalt eksperimentarium åbnet i København. På SAP Experience Center kan virksomheder udvikle og afprøve digitale løsninger - både gennem VR-briller og bygget i LEGO.

På toppen af sin københavnske afdeling i Nordhavn har den tyske softwaregigant  SAP  skabt et digitalt eksperimentarium. Det blev torsdag formiddag indviet af erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og formanden for Folketingets SIRI-Kommission, Ida Auken (RV).

Med masser af LEGO-klodser, en 3D-printer og VR-briller kan virksomheder få hjælp til at digitalisere. For eksempel viser et legetøjstog en løsning, der kan finde fejl på tog allerede i opløbet, inden det kommer til at forsinke køreplanen.

Et andet sted kan et kamera scanne dit kropsbillede og give dig produktanbefalinger fundet i samarbejde med de billeder, der trender på Instagram.

Og bag en garageport gemmer sig et fysisk værksted, som vi kender det med skruetrækkere, en hammer og en fukssvans. Her skal virksomhederne skabe de ønskede løsninger i fysisk forstand.

Hvordan gør man begrebet konkret?

Meningen med centeret er, at gøre de digitale tanker så virkelige som muligt. En virksomhed skal kunne se, hvordan en software-løsning vil se ud i praksis ved hjælp af prototyper. Det er nødvendigt, når man snakker digitalisering, fordi begrebet ikke umiddelbart kan læses med øjnene.

Derfor indeholder det nye eksperimentarium både et virtuelt mødelokale og det fysiske værksted garagen, siger Jesper Schleimann, som er Nordic Chief Technology Officer i SAP.

- Vi snakker meget om digitaliseringen, men hvordan gør vi det konkret? Centeret her skal være en fysisk platform, der skal konkretisere begrebet. Vi skal ikke bare inspirere, men også hjælpe med at skabe idéer og illustrere, hvordan en given løsning vil se ud i praksis, siger han.

Centeret er det første af sin slags i Norden, og bag det står foruden SAP også Apple, Hewlett Packard Enterprise, Intel og Nespresso.

Læs også:  Sådan sætter vi turbo på digitaliseringen

Vi snakker meget om digitaliseringen, men hvordan gør vi det konkret? Centeret her skal være en fysisk platform, der skal konkretisere begrebet. Jesper Schleimann, Nordic Chief Technology Officer, SAP

Digitale vindmøller

En af de virksomheder, der har benyttet sig af SAP's softwareløsninger længe, er  Vestas.

Vindmølle-koncernens seneste digitaliseringsprojekt er en portal, der skal gøre det nemmere at koordinere opsætning af møller.

Vestas har taget papirtegninger og gule lapper ned fra opslagstavlen og digitaliseret det hele. Hvis det for eksempel blæser for meget, eller en leverandør er forsinket, samler det nye software alle oplysningerne, så Vestas-medarbejderne kun skal lede efter dem ét sted.

Det er en stor fordel, fordi medarbejderne efterspørger, at al data er mobilt, så det kan tages med på byggepladsen, siger Per Michael Nielsen, Director SAP Technology, Vestas.

- Udfordringen er at sikre, at brugerne får alt det data, de efterspørger. Der kommer SAP ind i billedet med platforme, så vi kan kombinere data, som ligger forskellige steder og skabe mobile løsninger, siger han.

2.700 virksomheder i gang med at omstille sig

Dansk Industri (DI) har været i kontakt med over 2.700 virksomheder for at høre, hvordan de vil omstille sig digitalt - og mange er godt på vej, siger Christian Hannibal, som er fagleder i  DI's Digitaliseringsindsats. Han fremhæver, at udviklingen før eller siden rammer alle.

- Alle virksomheder bliver i fremtiden på den ene eller anden måde til digitale virksomheder. Derfor er et center som det her en god idé, så flere blive endnu bedre til at nytænke deres forretning i lyset af de nye digitale muligheder, siger han.

DI har indtil udgangen af 2017 særligt fokus på digitalisering med projektet DI’s Digitaliseringsindsats. Det har til formål at sætte begrebet på den politiske dagsorden, og få virksomhederne til at omstille sig til en mere digital fremtid.

Læs også:  Ti steder at få hjælp til digitalisering

Christian Hannibal

Fagleder

  • Direkte +45 3377 3349
  • Mobil +45 2064 4872
  • E-mail chhn@di.dk