569 busturs-politikere kom tæt på det lokale erhvervsliv
Mange hundrede lokalpolitikere og virksomheder har de seneste uger mødt hinanden, efter DI har været på kommunalvalgsbustur rundt i landet. Det har bragt byrødder og erhvervsliv tættere på hinanden, lyder det fra deltagere.
569 lokalpolitikere har de seneste uger sat sig til rette i Dansk Industris (DI) kommunalvalgsbus, der har kørt landet rundt.
De mange byrødder har på turene rundt til landets rådhuse og virksomhedsadresser fået et indblik i det lokale erhvervslivs udfordringer og ønsker.
Busturen, der startede sin turné 23. oktober og siden har været forbi 21 kommuner og 43 virksomheder, er arrangeret for at sætte fokus på det lokale erhvervsklima til kommunalvalget 21. november.
En af deltagerne var Kirsten Jensen (S), som sidder i byrådet som 1. viceborgmester i Hillerød Kommune.
- Jeg har været ude på besøg før, men for nogle var det første gang. Det er en rigtig god idé at få folk ud på virksomhederne og få åbnet dørene til mere end en rundvisning. Jeg synes, vi fik nogle gode samtaler om, hvordan vi kan samarbejde om at gøre det bedre. For vi er meget afhængige af hinanden, siger Kirsten Jensen, der var med på besøg hos virksomhederne FOSS A/S og Elos Medtech Pinol A/S.
Indblik i komplekse udfordringer
Undervejs på busturen har der været rundvisninger og debatter med lokalpolitikerne og virksomhederne. Kurt Skov, adm. direktør i Blue Water Shipping A/S, havde de lokale politikere fra Esbjerg Kommune på besøg, hvor der blandt andet blev diskuteret havnelov og organisering af kommunale havne.
- Vi havde et aktuelt emne, som vi fik rig mulighed for at forklare vores synspunkter omkring. Det var således ret vigtigt, at vi havde tid til at komme ordentlig rundt om emnet, og at det skete i et større forum end blot med enkelte spidskandidater, siger Kurt Skov, som synes godt om konceptet med en bustur rundt i landet.
Vi havde et aktuelt emne, som vi fik rig mulighed for at forklare vores synspunkter omkring. Kurt Skov, adm. direktør i Blue Water Shipping A/S
- På denne måde får et større antal politikere indblik i tingene, som jo nogle gange er ret komplekse, og som de derfor måske ikke sætter sig ind i. Det er selvfølgelig godt at høre politikernes kommentarer, men jeg ser det som vigtigst, at vi som virksomheder giver vores syn på sagen – som politikerne så kan tage til efterretning og have det i bevidstheden i det medfølgende politiske arbejde, siger han.
Konkurrerer med børn, unge og ældre
Den sidste omgang benzin blev tirsdag morgen fyldt på DI-bussen, da den rullede byrådskandidater og erhvervsfolk rundt på Bornholm. Hanne Schou, underdirektør i DI, har været med til at arrangere busturen og er meget tilfreds med resultatet.
- Vi ved, at vi er i skarp konkurrence med emner, som borgere og politikerne normalt er optaget af – børn, unge og ældre. Derfor vil vi gerne sætte erhvervsforhold, virksomheder og private arbejdspladser på dagsordenen. For erhvervspolitik handler også om, at gode forhold for virksomhederne betyder bedre velfærd i kommunerne, siger hun og fortsætter:
- Der har været en god debat mellem virksomhederne og politikerne. Virksomhederne har været glade for interessen, og politikerne har været glade for at få syn for sagen og høre direkte, hvad virksomhederne slås med til daglig, siger Hanne Schou.