17.11.17 DIB Nyheder

Borgmester erkender: Vi har en udfordring med byggesags-behandlingen

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø) erkender, at Københavns Kommune har en udfordring med kvaliteten af byggesagsbehandlingen.

Direktøren for ejendomsgiganten Jeudan, Per Hallgren, retter i DI Business en skarp kritik mod byggesagsbehandlingen i Københavns Kommune, der i hans øjne mere har fokus på at skabe problemer end løsninger for virksomheder og borgere.   Det er kritik, der rammer lige i solar plexus. Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester Morten Kabell erkender overfor DI Business således, at der både i forhold til dialogen med virksomheden og servicen er plads til forbedringer. 

- Vi har erkendt, at vi har en udfordring med kvaliteten af vores byggesagsbehandling. Og det er selvfølgelig ikke i orden. Når vi kræver, at virksomheder og københavnere betaler for en ydelse, skal servicen selvfølgelig også være derefter, skriver borgmesteren i en mail.

Borgmester: Vi skal blive bedre til at vejlede virksomhederne

Som følge af problemerne har teknik- og miljøforvaltningen spurgt kunderne – virksomheder og borgere - hvad de kan gøre bedre. Det er ifølge borgmesteren en tilgang, der har fået stor ros af brancheorganisationerne.

- Vi er helt med på, at der skal arbejdes med dialogen med vores kunder. Vi skal eksempelvis blive bedre til at vejlede om, hvad der skal til for at få en byggetilladelse, hvordan man bruger den udskældte nationale ansøgningsplatform BOM og lignende, skriver Morten Kabell og tilføjer:

- Men virksomhederne skal også acceptere, at vi fra politisk side ønsker færre dispensationer fra vores lokalplaner – og det gælder også Venstre. Og derfor kan man ikke altid få lov til det, man gerne vil. Men selvfølgelig skal vejledningen om, hvad der kan lade sig gøre og tempoet i sagsbehandlingen være i orden.

Vi har en udfordring med kvaliteten af vores byggesags-behandling. Og det er selvfølgelig ikke i orden Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell

Det offentlige taber lønkamp

Ifølge borgmesteren er en af de store udfordringer, at efterspørgslen på byggesagsbehandling bare stiger og stiger.

- Samtidig bliver det sværere og sværere at rekruttere nye medarbejdere, da vi som kommune ikke kan klare i lønkonkurrencen med det private erhvervsliv, skriver borgmesteren.

Han tilføjer, at kommunen i et forsøg på at skaffe sig kvalificerede medarbejdere til byggesagsbehandlingen har lavet en traniee-team med nyuddannede arkitekter og ingeniører.

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Hanne Schou

Hanne Schou

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3618
  • Mobil +45 2949 4673
  • E-mail hsu@di.dk

Relateret indhold