Ejendomsgigant: Bedre sagsbehandling i København vil skabe arbejdspladser
Mere dialog og samarbejde mellem medarbejderne i Københavns kommune og byens virksomheder kan bane vejen for vækst og udvikling, mener Jeudans adm. direktør, Per Hallgren. Politikere fra højre og venstre er enige.
Noget er galt i Københavns Kommune. Fremfor at samarbejde med virksomhederne om at skabe vækst og udvikling, har sagsbehandlerne i kommunen fokus på at finde fejl og skabe problemer. Sådan lyder den skarpe kritik fra adm. direktør Per Hallgren fra ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan, der har op imod 100 byggesager om året til godkendelse hos kommunen.
- Det er helt banalt. Jeg mener, at kommunen skal have en langt mere service- og løsningsorienteret kultur. Når vi sender en byggeansøgning ind, er det vores erfaring, at der er mere fokus på at finde fejl end at bidrage til, at projektet kan blive realiseret.
Konsekvensen er, at København går glip af vækst og arbejdspladser, siger direktøren.
Det er vigtigt at forstå, at kommunen og virksomhederne ikke er hinandens fjender, men rent faktisk har en fælles interesse i at skabe vækst og arbejdspladser i København. Adm. direktør Per Hallgren, Jeudans
Mere dialog er vejen frem
Per Hallgren mener, at et vigtigt skridt på vejen til et bedre erhvervsklima i København er en øget dialog mellem virksomheder og kommunen.
- Jeg har ikke oplevet et eneste besøg fra kommunens side de sidste mange år. Jeg forstår ikke, hvorfor kommunen aldrig tager initiativ til at komme ud og besøge os og høre, hvad der rører sig i vores virksomhed, siger Per Hallgren og tilføjer:
- Det er vigtigt at forstå, at kommunen og virksomhederne ikke er hinandens fjender, men rent faktisk har en fælles interesse i at skabe vækst og arbejdspladser i København.
Opgør med skrankepaveri
Per Hallgrens synspunkter møder stor opbakning fra højre til venstre blandt kandidaterne til kommunalvalget den 21. november.
Venstres spidskandidat, Cecilia Lonning-Skovgaard, mener, at tiden er kommet til at gøre op med kommunens ”skrankepaveri”.
- Det handler om at fremtidssikre København og sikre arbejdspladser og boliger til københavnerne, siger hun.
Cecilia Lonning-Skovgaard mener, at et af problemerne er, at kompetenceniveauet blandt sagsbehandlerne simpelthen er for lavt, hvilket blandt andet er et resultat af, at de mere erfarne medarbejdere bliver headhuntet af private virksomheder.
Læs også: I Jylland er der fokus på virksomhederne
Vi skal afbureaukratisere
Socialdemokraten Trine Madsen mener også, at Per Hallgrens input giver stof til eftertanke.
- Vi skal prøve at afbureaukratisere, hvor vi kan. Det er vigtigt at huske på, at virksomhederne er med til at skabe vækst og arbejdspladser og betaler mange penge til kommunen, siger hun og tilføjer:
- Jeg vil især gerne være med til at kigge på, hvordan vi kan skabe en bedre dialog og gøre det lettere for virksomhederne, når de er i kontakt med kommunen.
Enhedslistens Ulrik Kohl mener også, at Per Hallgren har en vigtig pointe.
- Sagsbehandlingstiden for byggesager er for lange. Københavns kommune har udviklet sig til et bureaukratisk monster. Det skal være enkelt og hurtigt at få ekspederet sine sager, og det sker kun, hvis vi får gjort op med den nuværende siloopdeling i kommunen, siger Ulrik Kohl.