DI Business Nyheder

Eksportfremstød: ”Ghana er den perfekte indgang til Afrika”

Hele fire repræsentanter har østjyske Kamstrup med i den danske erhvervsdelegation, der i dag drager til Ghana med dronning Margrethe i spidsen.

Med 90 forretningsfolk, der tilsammen repræsenterer 39 danske virksomheder, bliver den danske erhvervsdelegation, der i dag drager til Ghana – i forbindelse med Dronningens tre dages statsbesøg -  den største danske erhvervsdelegation i Vestafrika nogensinde. Og forventningerne er store:

- Ghana er den perfekte indgang, ikke bare til det vestafrikanske marked, men til hele Afrika. En så stor erhvervsdelegation med Dronningen i spidsen sender et stærkt signal om, at danske virksomheder vil Ghana, og at vi vil Afrika. Derfor er det naturligt for os at gå all in med fire deltagere, siger Per Trøjbo, Senior Vice President for vandforretningen i Kamstrup.

I Ghana har besøget fra Danmark allerede vakt opsigt. Aviser og medier har bragt talrige omtaler af Danmark, og i hovedstaden Accra har Dannebrog i flere uger vajet fra lygtepæle, flagstænger og palmer i den fugtige hede og bebudet besøget, der også omfatter udenrigsminister Anders Samuelsen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

I Dansk Industri er der også store forventninger til de kommende dages fremstød. 

- De afrikanske lande efterspørger internationale varer, serviceydelser og investeringer og vi håber, at dette erhvervsfremstød med dronningen og regeringen i spidsen vil få flere virksomheder til at se det store markedspotentiale i Afrika, siger chefkonsulent Thea Hammerskov og tilføjer:

- I Ghana er det særligt indenfor fødevarer og fødevareproduktion, grøn energi og vand, infrastruktur og den maritime sektor, at vi fra ghanesisk side ser en efterspørgsel efter danske løsninger. 

Læs også: DI i Afrika

Det bekræfter os i, at Ghana er perfekt indgang for os til Afrika. Og potentialet er enormt Per Trøjbo, Senior Vice President i Kamstrup

Ghana efterspørger den nyeste teknologi

Kamstrup leverer højteknologiske, digitale målere og målesystemer til bl.a. el og vand, ikke ligefrem den type produkter, danskere traditionelt forbinder med Afrika. Men den opfattelse skal vi, ifølge Per Trøjbo, til at revidere:

- I 2012 fik vi vores første ordre fra Ghana på intelligente elmålere og har nu solgt 200.000 af dem. Tidligere i år fik vi den første ordre på 40.000 af vores højteknologiske vandmålere, som vi også sælger i både Europa, Mellemøsten og USA. Ghana har veluddannede og kompetente folk, der kan bruge udstyret og efterspørger den nyeste og mest avancerede teknologi. Og de kan betale for det.

Adgangsbillet til Afrika

Den store ordre på de 40.000 vandmålere har vakt opsigt internationalt og ført til flere henvendelser til Kamstrup fra andre afrikanske lande:

- Det bekræfter os i, at Ghana er perfekt indgang for os til Afrika. Og potentialet er enormt. Vand er en knap ressource i det meste af Afrika, og med vores teknologi kan hele vandforsyningen optimeres, og det store vandspild reduceres. Det koster, men betaler sig hurtigt hjem igen og er jo også til gavn for miljøet. Det er der flere og flere, der indser, siger Per Trøjbo.

Bred vifte af virksomheder med

Der er adskillige kendte sværvægtere med i den danske delegation: APM Terminals, der er en del af Mærsk-gruppen og med i den hidtil største investering i Ghana, en udvidelse af havnen i Tema tæt på Accra til i alt 6,4 mia. kr. Også Vestas, Grundfos, Arla og Cowi deltager. Men der er også mindre kendte virksomheder som Bluetown, Welltec og Noridane Food med.

Programmet er delt op i tre spor:
• Fødevarer og landbrug
• Søfart, infrastruktur og jernbaner
• Bæredygtighed

Ordrer med hjem?

- Det er naivt at forvente, at vi får ordrer med hjem fra sådan en rejse, erkender Per Trøjbo. Det vigtigste er at vise sig frem og at netværke – både med ghanesiske erhvervsfolk og myndigheder og med de andre danske virksomheder. Dét i sig selv er rejsen værd.

Kamstrup og flere af de andre danske virksomheder forventer dog at benytte den officielle lejlighed og store bevågenhed til at underskrive et såkaldt Memorandum of Understanding.

- Det er jo ikke en juridisk bindende kontrakt, men et vigtigt signal mellem to parter om, at vi mener det alvorligt, når vi snakker fremtidigt samarbejde.

Læs også: Dansk cykelkultur til Afrika

Jens Holst-Nielsen

Markedschef

Relateret