02.11.17 DIB Nyheder

Dansk arbejdsmarked under maksimalt pres

Det danske arbejdsmarked er strammet mest til blandt de 33 lande, der er sammenlignet i ny undersøgelse. Indikationerne bør tages alvorligt, mener DI.

Det kommer næppe som den store overraskelse, at manglen på arbejdskraft lige nu lægger pres på det danske arbejdsmarked.

Til gengæld er der i ny undersøgelse opsigtsvækkende indikationer på, at Danmark er blandt de lande, der lige nu oplever det hurtigst voksende gab mellem ledige stillinger og hoveder til at besætte dem.

Undersøgelsen kommer fra rekrutteringsbureauet Hays og Oxford Economics. Den viser, at forholdene på det danske arbejdsmarked er strammet mest til det seneste år blandt de 33 sammenlignede lande.

Den såkaldte Hays Global Skills Index er vokset fra 5,8 til 6,4 for Danmarks vedkommende fra 2016 til 2017. I alle de 33 lande, hvor undersøgelsen er foretaget, er indekset samlet faldet en smule fra 5,4 til 5,3.

Det gør det jo helt afgørende, at der åbnes endnu mere for, at vi kan tiltrække dygtig udenlandsk arbejdskraft. Steen Nielsen, Vicedirektør

- Generelt set står vi overfor en ”kvalifikations-krise”. Danmarks score er steget med mere end noget andet land det seneste år, hvilket indikerer, at arbejdsgiverne har svært at tiltrække og vedholde kvalificeret arbejdskraft, konstaterer business director for Hays Danmark, Morten Andersen.

Hays Global Skills Indeks er en score mellem 1-10, der baseret på syv ligevægtige indikatorer såsom uddannelsesniveau, arbejdsmarkedets fleksibilitet og lønpres. En score på over fem i indekset indikerer et arbejdsmarked under pres. Indekset er opgjort på årsbasis og udkom første gang i 2012.

Danmarks høje score skyldes ikke mindst, at andelen af ledige stillinger, der ikke kan besættes, er stigende, melder rapporten fra Hays.

Underdirektør i DI, Steen Nielsen, sætter pris på undersøgelsen, da den giver endnu et billede af et dansk arbejdsmarked under pres.

- Det er jo interessant viden, at det lige nøjagtigt er i Danmark, at det strammer mest til. Det bekræfter kun vores billede af, at næsten 4 ud af 10 af vores medlemsvirksomheder melder om besvær med at rekruttere kvalificerede medarbejdere, siger Steen Nielsen.

Han hæfter sig også ved, at der synes at være en særlig udfordring i forhold til at besætte højtuddannede stillinger.

- Det gør det jo helt afgørende, at der åbnes endnu mere for, at vi kan tiltrække dygtig udenlandsk arbejdskraft. Med forhøjelsen af beløbsgrænsen i beløbsordningen er det i det seneste år desværre blevet vanskeligere for virksomhederne at rekruttere arbejdskraft uden for EU. Det er en udvikling i den helt forkerte retning, som er med til at øge presset på arbejdsmarkedet i stedet for at lette det, siger Steen Nielsen.

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold