Der er grund til at være ekstra varsom med statistikker om antallet af offentligt ansatte – i hvert fald hvis man søger et retvisende billede af serviceniveauet til borgerne.

Sådan lyder advarslen fra DI på baggrund af en ny analyse. Den viser, at der de seneste 10 er sket en markant stigning i antallet af ansatte, som er betalt af offentlige kasser, selv om statistikkerne over antallet af offentligt ansatte tegner et andet billede.

De seneste 10 år er der blevet knapt 40.000 flere, hvis løn betales af offentlige kasser, men er ansat i private firmaer. I samme periode er der kun blevet 1.600 flere offentligt ansatte.

- Der er en tendens til at sætte lighedstegn mellem antallet af offentligt ansatte og graden af service til borgerne. Men hvis eksempelvis en rengøringsassistent på et plejehjem bliver ansat af et privat rengøringsfirma, betyder det jo ikke en dårligere rengøring – ofte nærmere tværtimod, siger økonomisk politisk chef i DI, Morten Granzau Nielsen.

Stigningen i antallet af personer, der er ansat i private firmaer, men som løser offentlige opgaver, skyldes blandt andet en øget brug af vikarer, fritvalgsordninger i ældreplejen og undervisning flere på private skoler. Der udliciteres ganske enkelt flere opgaver til private aktører.

Professor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet er enig i, at antallet af offentlige ansatte ikke er en retvisende indikator.

- Det er helt klart utilstrækkeligt kun at se på den offentlige beskæftigelse, når man skal vurdere udviklingen i den offentlige service, netop fordi offentlig service også kan tilvejebringes gennem den private sektor. Udviklingen i det offentlige forbrug er en mere retvisende indikator, siger professoren, men tilføjer også:

- I den sidste ende er det endnu mere komplekst, da det serviceniveau den enkelte borger møder også afhænger af, hvordan mikset mellem ”kolde” og ”varme” hænder er i produktionen af offentlig service, siger han.  

Morten Granzau Nielsen fra DI medgiver da også, at det er vanskeligt at finde nogle gode mål for den service, der leveres. Men analysen er en påmindelse om, at arbejdet med at finde andre indikatorer er væsentligt.

- Det mest logiske vil vær at måle på resultatet. Har vi eksempelvis glade og tilfredse børn i daginstitutionerne. Eller bliver folk hurtigt raskere i sundhedssystemet. Det er en vej, man allerede bevæger sig ud af blandt andet hos Danmarks Statistik, og vi kan kun opfordre til, at man fortsætter med det arbejde. Vi skal blive bedre til at måle på det, der er formålet med produktionen, frem for at måle på mængden af ressourcer, der anvendes i produktionen. En skole skal måles på elevernes kundskaber og trivsel, ikke på antal lærertimer.