De 253 deltagere på MADE's årsdag prøvede onsdag  kræfter med bl.a. virtual reality i Industriens Hus.

Felix Stark
30.11.17 DIB Nyheder

Outsourcing halveret: Virksomheder sender markant færre job til udlandet

Virksomhederne holder i stigende grad produktionen og arbejdspladserne i Danmark. Metalvirksomheden Linak har investeret massivt i automatisering og holder på den måde omkostningerne nede – og produktionen fast på Als.

Danske virksomheders udflytning af job er halveret.

Nye tal fra Danmarks Statistik (DST) viser, at hvor danske virksomheder flyttede 16.900 job til udlandet i perioden 2009-2011, var outsourcingen næsten halveret til 8.500 job i 2014-2016.

- Det skal helt klart ses i lyset af, at det er lykkedes virksomhederne at genvinde konkurrencekraft, siger cheføkonom Morten Granzau, Dansk Industri (DI).

Læs også DI Analyse: Flere Virksomheder hjemtager job fra udlandet

- Vi kan kun have industriarbejdspladser i Danmark, hvis vi får mere ude af færre hænder. Ellers taber vi til de billigere lande. COO og VP Egon Jensen, Linak

Vi fjerner lønforskellen

Ifølge Danmarks Statistik er lavere lønomkostninger virksomhedernes klart vigtigste motiv for international outsourcing. Det anses af 71 procent for vigtigt eller meget vigtigt, viser en rundspørge til 3.200 virksomheder med flere end 50 ansatte, som DST har lavet.

Det nikker Vice President og COO på Linak, Egon Jensen til.

Siden 2010 har metalvirksomheden investeret et trecifret millionbeløb i digitalisering og automatisering af produktionen i Nordborg på Als. For at holde omkostningerne til løn nede.

- Vi kan kun have industriarbejdspladser i Danmark, hvis vi får mere ude af færre hænder. Ellers taber vi til de billigere lande, siger han.

Linak har fabrikker i Danmark, USA, Slovakiet og Kina. COO’en forklarer, at minutprisen på at producere er 5 kr. i Danmark, 3 kr. i USA, 1,20 kr. i Slovakiet og 80 øre i Kina.

- Vi ser løbende på, om det kan betale sig producere her eller ude. Med automatiseringen fjerner vi forskellen i lønninger mellem Kina og DK. Det er ikke nationalromantik men konkrete kalkulationer af totalkost hver gang, siger Egon Jensen fra Linak

Siden 2010 har Linak hentet produktion hjem fra Kina, Østeuropa og Italien.

Cobots og den dybe tallerken

I Danmark arbejder Manufacturing Academy of Denmark (MADE) hver dag på at øge produktiviteten i Danmark og give virksomhederne de bedste forudsætning for at beholde, udvide eller hjemtage produktionen.

Direktør i MADE, Nigel Edmondson forklarer, at de store drivere er at få digitalisering i form af for eksempel 3D og big data og automatising i form af blandt andet fleksible robotter ud til også de mindre og mellemstore virksomheder.

- De nyeste teknologier er til stede, nu handler det om at få løsningerne gjort så fleksible, at de kan sættes ind også på mindre virksomheder og ved lavere styktal. På den måde kan vi bidrage til at få produktiviteten op hos SMV’erne, som jo udgør mere end 90 procent af virksomhederne i Danmark, siger han.

Torsdag var 253 deltagere samlet til MADE’s årsdag for at høre om de nyeste muligheder. Her var blandt andet augmentet reality og additive manufacturing på programmet i Industriens Hus.

Linak er også med i MADE, og COO og VP Egon Jensen forklarer, at han er særlig glad for netværksdelen

- Vi er med, fordi vi tror fuldt og fast på, at vi industrivirksomheder kan lære noget af hinanden. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange. Hvis de store virksomheder kan noget med cobots, som vi ikke kan, lader vi os meget gerne inspirere. Ligesom vi også gerne selv deler ud af vores erfaringer, siger han.

Metalvirksomheden på Als er langt fra færdig med det, de selv kalder automatiseringsrejsen.

- Vi skal have flere robotter og smartere løsninger, der kan få øge den totale produktivitet i virksomheden. Næste skridt bliver it-løsninger og fokus på at gøre mere data tilgængelig for medarbejderne, så de hurtigere kan løse problemer, siger Egon Jensen.

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold