363.937 danskere dyrker sport med kollegaerne
Mennesker har dyrket idræt siden grækerne dystede i Olympia 800 år f.v.t., men først midt i 1800-tallet begyndte danskerne at organisere sporten på arbejdspladsen. I 1866 så den første firmaklub, Handels- og Contoristforeningens Kaproningsselskab, dagens lys.
Med industrialiseringen voksede virksomhederne og fik flere ansatte. Samtidig opstod et behov for at mødes med kollegerne i andre sammenhæng end arbejde.
Virksomhederne begyndte at organisere idrætsudfoldelsen i klubber, som senere samlede sig i en stor forening. I dag har Dansk Firmaidrætsforbund omkring 364.000 aktive medlemmer, fordelt på 80 foreninger i hele landet og er den tredje største idrætsforening i Danmark.
Dengang startede det med roning, gymnastik og fodbold, men i dag dyrker danskerne alt fra thaiboksning til eSport med kollegaerne.
Hvad giver det jeres virksomhed, at medarbejderne dyrker idræt med hinanden?
”Hos os er vi bevidste om, at idræt skaber netværk på tværs af organisationen. Vi har rigtig mange forskellige faggrupper, men når chefen sidder ved siden af produktionsmedarbejderen på spinningcyklen, kan vi se, at vi er ens alle sammen.”
— Michael Stubbe, Vice President, HR, Kamstrup
Sportsgrene: Fodbold, volleyball, badminton, fitness, spinning og yoga
Typer af medarbejdere: Primært ingeniører og produktionsmedarbejdere
Antal ansatte: 900 i Danmark
Hvordan er firmaidræt organiseret hos jer?
”Vi har en stor firmaidrætsforening drevet af frivillige med over 3.500 medlemmer, som blev stiftet for mere end 50 år siden. Den fungerer som en hvilken som helst anden lokal idrætsforening, og vi har vores egne sportsbaner og en håndboldhal. Vores aktiviteter foregår primært på vores hovedsæde i Bjerringbro, men vi har også aktiviteter i Viborg og Aarhus, fordi vi har mange medarbejdere, som pendler.”
— Sten H. Gregersen, it-konsulent og formand for Grundfos’ idrætsforening GHS.
Sportsgrene: Over 30 forskellige aktiviteter, alt fra zumba til mountainbike
Typer af medarbejdere: Ingeniører og teknikere
Antal ansatte: 4.500 i Danmark