08.12.17 DIB Nyheder

DI: Brexit-aftale er både en god og en dårlig nyhed

Den britiske skilsmisseaftale er fredag kommet et vigtigt skridt tættere på målet. Men det øger besvær og usikkerhed for dansk eksport til Storbritannien.

Aftalen her til morgen mellem EU-Kommissionen og den britiske premierminister betyder, at Storbritannien og EU snart kan gå i gang med at forhandle om det fremtidige handelssamarbejde. Det er en god nyhed, lyder det fra DI. Til gengæld er det, ifølge DI, en dårlig nyhed, at aftalen samtidig slår fast, at Storbritannien går efter en hård Brexit – altså ingen deltagelse i EU’s indre marked og EU’s toldunion.

- Det er godt for dansk erhvervsliv, at der nu er kommet gennembrud i forhandlingerne mellem EU og UK om vilkårene for briternes EU-skilsmisse. Det baner vejen for næste bølge af forhandlinger om dét, der for alvor betyder noget for danske virksomheder: Fremtidens handelsvilkår og en overgangsordning frem mod Brexit.

- Med aftalen her til morgen er risikoen for, at parterne går fra hinanden helt uden aftale om fremtiden efter marts 2019, blevet betydelig mindre, og det betyder f.eks., at der er større chance for, at vi i fremtiden undgår at skulle betale told af vores eksport til Storbritannien.

- Men desværre er dagens aftale ikke kun gode nyheder. Læser man det, der står med småt, står det klart i utvetydige vendinger, at briterne går efter en hård Brexit uden deltagelse i EU’s indre marked og toldunion, og det vil ikke kunne undgå på sigt at gøre vores samhandel med Storbritannien mere besværlig og usikker.

Dagens aftale er ikke endelig for EU's vedkommende. Det er EU’s stats- og regeringschefer, der på deres møde i næste uge skal give grønt lys for, at forhandlingerne kan gå videre til næste fase, således som Kommissionen nu foreslår.

Skrevet af:

Uffe Hansen

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold