12.12.17 DIB Nyheder

Kortsvindel sker mest på nettet

Nye tal fra Nationalbanken tirsdag viser, at misbrug med betalingskort langt overvejende sker i virksomhedernes webshops.

Misbrug med danskernes betalingskort i forbindelse med e-handel i både danske og udenlandske webshops løber op i 65 mio. kr. i 2. kvartal 2017. Svindel med betalingskort i forbindelse med e-handel udgør langt størstedelen af misbruget – nemlig 73 pct. Misbruget i 2. kvartal 2017 alene i danske webshops løber op i 27 mio. kr.

Det er helt afgørende at forbrugerne kan være trygge ved at bruge deres betalingskort. Annette Falberg, Branchedirektør

- Vi er bekymrede over udviklingen. Hver en krone, der svindles for, er en krone for meget, og i takt med at e-handlen stiger, og at svindlerne bliver mere og mere sofistikerede, så er vi nødt til at finde løsninger, som kan dæmme op for misbruget, siger Annette Falberg, branchedirektør i DI Handel.

- Virksomhederne bruger mange ressourcer på at opsnappe og bekæmpe misbruget. Bekæmpelse af svindel er et samfundsøkonomisk problem, som skal løses i fællesskab mellem virksomheder og betalingsindustrien, siger Annette Falberg.

DI Handel og DI Digital holder i samarbejde med YourPay torsdag konferencen om online svindel med betalingskort. Læs mere her.

- Det er helt afgørende, at forbrugerne kan være trygge ved at bruge deres betalingskort. Svindel er stærkt ubehageligt for den enkelte, men det risikerer også at gå udover den stigende handel på nettet, som er det helt store vækstområde for virksomhederne, siger Annette Falberg.

Læs mere om den nye statistik fra Nationalbanken her.

Annette Falberg

Annette Falberg

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4851
  • Mobil +45 2240 8803
  • E-mail anwf@di.dk

Relateret indhold