Pelsauktionen hos Kopenhagen Fur i Glostrup tiltrækker mange kinesiske opkøbere.

17.12.17 DIB Nyheder

Mange kinesere forbruger i dag som italienere

275 mio. kinesere har i dag en købekraft, som svarer til niveauet i Sydeuropa. Det giver masser af nye eksportmuligheder for danske virksomheder. Kopenhagen Fur er en af de virksomheder, der mærker Kinas forandring.

Indbyggerne i Kinas nordlige provinser er glade for at gå i pels – og det er der flere grunde til.

- I en storby som Herbin kommer temperaturen ofte ned under minus tyve grader om vinteren, så det er oplagt at gå i pels. Men vi mærker også, at indbyggerne har fået flere penge mellem hænderne og er blevet mere modebevidste. Der er status i at gå i pels, og folk vil også gerne følge moden og gå i de nyeste modeller, fortæller Jesper Lauge Christensen, som er kommerciel direktør i Kopenhagen Fur.

Når han rejser i Kina, ser han mange tegn på den økonomiske vækst. Både på trafikken, infrastrukturen og en tydelig opblomstring af modeindustrien med mærker som Gucci og Prada i front. Derfor er han også overbevist om på, at Kina fortsat vil være et vækstmarked for Kopenhagen Fur i årene, der kommer.

- Vi arbejder bl.a. på at inspirere vores aftagere til at arbejde mere moderettet med deres produkter, så de løbende kan præsentere nye kollektioner. Men vi forsøger vi også at få pels ind som et supplement til andre materialer – f.eks. som kraver på uld- eller læderjakker – så vi kan øge salget i de varmere, sydlige provinser, siger Jesper Lauge Christensen.

Selv om der selvfølgelig stadig er mange fattige kinesiske bønder og fabriksarbejdere, så er der efterhånden også en stor del af befolkningen, som har en økonomi, der minder mere om vores egen Allan Sørensen, Cheføkonom


En middelklasse med vokseværk


Livet har ændret sig markant for millioner af kinesere. Siden år 2000 har kineserne øget deres privatforbrug med intet mindre end 250 %, viser nye beregninger fra Dansk Industri (DI). Til sammenligning har vi i Danmark kun øget vores forbrug med 13 % i samme periode.

Det kinesiske forbrugsboom giver masser af muligheder for danske virksomheder. Både dem, som vil eksportere, og dem, som ønsker at starte datterselskaber op i Kina.

- Vi skal til at ændre vores opfattelse af Kina og de kinesiske forbrugere. For selv om der selvfølgelig stadig er mange fattige kinesiske bønder og fabriksarbejdere, så er der efterhånden også en stor del af befolkningen, som har en økonomi, der minder mere om vores egen, siger Allan Sørensen, der er chefanalytiker i Dansk Industri (DI).

Nærmere bestemt har de rigeste 20 procent af befolkningen – det vil sige 275 mio. kinesere – i dag en levestandard, som ligger på niveau med Sydeuropas.

Læs også: Kinesere sætter rekorder digital forbrugsfest

Et land under omstilling


Tallene er udtryk for, at Kina er et land under omstilling fra at være verdens store fabrikshal, hvor væksten var drevet af eksport og investeringer, til at være et land, hvor den hjemlige base af forbrugere betyder mere og mere.

- Kinas økonomi er inde i en udvikling, hvor økonomien langsomt begynder at minde mere om de vestlige økonomier. Det giver bl.a. Danmark flere eksportmuligheder, men udviklingen betyder formentlig også, at væksten i landet vil blive lidt lavere i de kommende år, siger Allan Sørensen.

Kinesisk økonomi ventes at vokse med ca. 6 procent årligt i de kommende år. Men aftager væksten til 4-5 procent, vil det kunne mærkes i omverdenen, fordi Kinas økonomi i dag er kæmpestor – verdens næststørste efter USA's.

- Kinesisk økonomi har vokset sig stor og stærk, og har nu afgørende betydning for væksten i hele verdensøkonomien. Selv om Kina ikke vokser i samme tempo som tidligere, så ændrer det ikke på, at Kina med sine mange millioner velstående forbrugere er et spændende marked for danske virksomheder at komme ind på, understreger chefanalytikeren.

Kinas forbrugere er digitale

Jesper Lauge Christensen fra Kopenhagen Fur har nogle gode råd til andre danske virksomheder, som ønsker at forsøge sig på det kinesiske marked – eller markeder – for der er jo tale om et stort land.

- Det kræver, at man sætter sig ret nøje ind i den kinesiske kultur, for smagen er meget anderledes, og det er forbrugeradfærden også. Især den unge generation er meget digital – faktisk mere end vi ser det herhjemme. Så det giver god mening at orientere sig efter de digitale platforme, råder han.

Men selv om Kopenhagen Fur satser hårdt på Kina, er strategien ikke enstrenget.

- Vi har stor tiltro til det kinesiske marked både nu og fremover, men vi har også kig på andre markeder, der ser ud til at være på vej op – bl.a. Rusland og Tyrkiet. Det gør os også mindre sårbare, hvis væksten i Kina dykker, siger han.

Læs også: Kineserne er verdens mest sociale folkefærd

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold