Cirka 12 procent af de beskæftigede i de private byerhverv – svarende til 122.645 personer – arbejder i et område, hvor der ikke er et stoppested eller en station i nærheden, viser en analyse foretaget af COWI for Dansk Industri.

Illustration: Mark Airs
02.01.18 DIB Nyheder

Mangel på busser giver virksomheder kvaler

Rådgivervirksomheden Valcon har besluttet at flytte deres virksomhed fra Hørsholm til København. Det er bydende nødvendigt, hvis virksomheden skal tiltrække medarbejdere og vokse, mener direktør Poul Skadhede.

I de sidste 17 år har rådgivervirksomheden Valcon haft sit hovedsæde på Christianshusvej i Hørsholm Kommune. Men til sommer er det slut. Virksomheden rykker teltpælene op og flytter til Nordeas gamle domicil på Meldahlsgade 5 på Vesterbro i København. 

– Den offentlige transport er alt for bøvlet. Vi har en del potentielle medarbejdere, der ikke gider at blive ansat på grund af den offentlige transport til Hørsholm, siger direktør Poul Skadhede.

Han fortæller, at det sker ofte, at de har jobsamtaler, hvor ansøgerne melder ud, at det tog dem én time at komme til virksomheden, og det har de ikke tænkt sig at gentage. Ganske tit er ansøgerne unge højtuddannede med bopæl i København. Og for dem er det ikke et alternativ at købe en bil. Dertil er parkeringsmulighederne i hovedstaden for dårlige.

– Det er simpelthen bydende nødvendigt for os at flytte. Gør vi ikke det, kan vi ikke tiltrække medarbejdere og vokse, siger Poul Skadhede.

Det er vigtigt, at transportsystemet fungerer, så medarbejdere kan komme på arbejde til tiden – også dem uden bil. Michael Svane, Branchedirektør

Medarbejderne er ”super happy”

Forud for beslutningen er gået lange overvejelser og grundige datadrevne analyser. Analyserne har vist, at det for gennemsnittet af medarbejdere vil betyde en markant kortere transport til og fra arbejde, når virksomheden rykker fra Hørsholm til København.

– Medarbejderne er super happy. På alle mulige måder. Det bliver godt, siger Poul Skadhede og tilføjer:

– Men det er da klart, at der er en bekymring hos nogle af de ældre og nordligt baserede medarbejdere. Der er muligvis også nogle, der vil sige op. Det kan sikkert ikke undgås, men sådan er det.

Poul Skadhede har også fortalt om beslutningen til en lokal erhvervshøring, men det medførte ikke den store reaktion.

– Man kan sige, at ansigtet ikke er voldsomt vendt mod erhvervsvirksomhederne heroppe. Var man interesseret i erhvervslivets forhold, så tog man nok fat og gjorde noget ved problemet. Det er ikke sket.

Læs også: Tusindvis af medarbejdereer uden ordentlig kollektiv trafik

Inge arme – ingen småkager

Valcon er langt fra ene om at være udfordret af den kollektive trafik. I Midtjylland ligger Kelsen Group, der er verdenskendte for deres butter cookies. Virksomheden har siden 1933 haft sit hovedsæde og produktion i den lille by Nørre Snede, cirka 30 kilometer syd for Silkeborg.

I modsætning til Valcon har Kelsen Group absolut ingen planer om at flytte. Hvad virksomheden til gengæld har flyttet på, er arbejdstiderne, så de tager højde for, at transporten med kollektiv transport til og fra Nørre Snede ikke altid er den letteste. 

– Vi vil gerne have, at vores medarbejdere kan komme på arbejde – uanset om de har en bil eller ej. Men som situationen er i dag, kan du hverken komme til eller fra fabrikken om morgenen eller sent om aftenen med offentlig transport, fortæller produktionschef Tove Kjeldsen.

Kelsen har derfor valgt at indrette deres 24-timers drift sådan, at morgenskiftet sker kl. 06.00, fremfor kl. 07.00. Dermed kan de ansatte, der kun har én bil, nå at komme hjem og aflevere bilen til ægtefællen, der så kan køre afsted på arbejde og møde ind til tiden.

Tove Kjeldsen fortæller, at de på Kelsen gør ansøgere opmærksomme på, at de ikke skal foranledige sig på offentlig transport. Og det sorterer naturligt nogle ansøgere fra.

– Det er jo ikke et ukendt fænomen på landet, at der ikke er offentlig transport. Kollektiv transport er i praksis skolebussen, siger hun.

Dårlig kollektiv transport giver problemer

Virksomhedernes udfordringer med den kollektive trafik er også undersøgt i en ny analyse foretaget af konsulentfirmaet COWI for Dansk Industri (DI). Analysen viser, at cirka 12 procent af de beskæftigede i de private byerhverv – svarende til 122.645 personer – arbejder i et område, hvor der ikke er et stoppested eller en station i nærheden.

Manglen på gode kollektive transportmuligheder er et problem for nogle virksomheder, og det er der flere grunde til, mener branchedirektør i DI Transport, Michael Svane.

For det første har nogle virksomheder svært ved at rekruttere arbejdskraft og transportmulighederne er et af de parametre, der kan spille ind.

For det andet presser det mange pendlere over i biler, hvis den kollektive trafik ikke fungerer. Det giver øget trængsel på vejene, og medarbejdere og varer har sværere ved at komme frem.

– Det er vigtigt, at transportsystemet fungere, så medarbejdere kan komme på arbejde til tiden – også dem uden bil. Mange steder er vejene ved at sande til, og velfungerende kollektiv transport er en forudsætning for at få folk frem, siger Michael Svane.

Han henviser til, at en ny beregning fra Dansk Industri (DI) viser, at de samlede samfundsøkonomiske omkostninger ved forsinkelser for vejtrafikken i 2017 er på 20 mia. kr.

Læs mere: Vi spilder 20 mia. kr. på trafikforsinkelser

Svært at få varer til og fra byen

Problemerne med tilstoppede veje kender de også til på Skagen i Nordjylland.

Byen har ifølge bestyrelsesformand Jens Borup fra FF Skagen, der er en af verdens førende producenter af fiskemel og fiskeolie, et blomstrende erhvervsliv. Busser er der imidlertid ingen af på Skagen, alene tog, og det smitter også af på trængslen på vejene. 

– Du er afhængig af at have en bil. Og rigtig mange af dem, der arbejder på Skagen, har to biler, siger Jens Borup. 

Han fortæller, at vejen fra Ålbæk til Skagen nu er så fyldt med biler, at den til tider figurerer på Vejdirektoratets oversigt over områder med trængselsproblemer. Det gør sig selvfølgelig især gældende i ferieperioder, hvor mange skal til og fra deres sommerhus.

– De tilstoppede veje er et stort problem for erhvervstrafikken heroppe. Vi kan ikke få varer til og fra byen, siger Jens Borup, der også har påpeget problemerne over for de politiske partiers trafikordførere, en lang række andre folketingsmedlemmer og trafikminister Ole Birk Olesen (LA).

Busser er for skolebørn

Tilbage i Hørsholm er den netop tiltrådte formand for miljø- og planlægningsudvalget Kristin Arendt (K), ked af at høre om Valcons planer om at flytte fra byen.

– Det er jo trist. Det er vi aldrig glade for. Vi vil gerne støtte erhvervslivet i deres arbejde med at skabe vækst og arbejdspladser, siger hun.

Hun er imidlertid udmærket bekendt med, at Hørsholm ikke altid er det letteste sted at pendle til. Problemet er ifølge Kristin Arendt, at det ikke er ”økonomisk forsvarligt” at få den frekvens i busdriften, som vil hjælpe pendlere til at komme hurtigt til og fra arbejde.

– Jeg er helt med på, at det ikke er særligt optimalt, siger Kristin Arendt.

Hørsholm Kommune er derfor også ved at undersøge, hvad de kan gøre for at hjælpe tilrejsende på andre måder. Det kunne eksempelvis være ved hjælp af lejecykler og biler på stationen, som man så kan bruge til at komme det sidste stykke til arbejdspladsen. Desuden kigger kommunen på mulighederne for at indsætte førerløse busser, som potentielt vil være væsentlig billigere i drift.

– Det ligger allerede i budgettet, at vi skal have undersøgt, hvordan vi kan bruge de førerløse busser, siger hun.

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Michael Svane

Michael Svane

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4652
  • Mobil +45 4036 1348
  • E-mail misv@di.dk

Relateret indhold