25.01.18 DIB Nyheder

Nøgletal: Én milliard i statskassen kan blive til flere, hvis vi sænker beløbsgrænsen

Udenlandske ansatte i danske virksomheder på den såkaldte beløbsordning bidrager med en milliard kroner til statskassen. En sænkning af beløbsgrænsen vil kunne skaffe tiltrængt kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne – og flere kroner i statskassen.

De nye tal fra Finansministeriet understreger, hvad vi allerede vidste, nemlig at beløbsordningen er en god forretning for Danmark, og at udenlandske specialister bidrager til det danske samfund.

Desværre er det blevet sværere for virksomhederne at ansætte udenlandske medarbejdere over de seneste år Kim Graugaard, Arbejdsmarked & Personalejura, viceadm. direktør

- Beløbsordningen giver danske virksomheder mulighed for at tiltrække hårdt tiltrængt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Det er nødvendigt i vores nuværende situation, hvor virksomhederne har svært ved at finde de medarbejdere, de har brug for. Det gælder blandt andet inden for it- og ingeniørområdet, hvor der simpelthen ikke findes de nødvendige kompetencer i tilstrækkeligt omfang i Danmark, siger viceadm. direktør Kim Graugaard, DI. 

- Desværre er det blevet sværere for virksomhederne at ansætte udenlandske medarbejdere over de seneste år, da beløbsgrænsen er blevet hævet, og det samtidig er blevet mere bøvlet at benytte ordningen. Den ene milliard, som udlændinge giver i statskassen, vil kunne blive til flere, hvis beløbsgrænsen blev sat ned, og det blev gjort nemmere for virksomhederne at rekruttere udenlandske medarbejdere gennem ordningen. Vi foreslår derfor, at man sætter grænsen ned til 325.000 kr., siger Kim Graugaard. 

- Selv om ordningen i dag kun omfatter 6.000 ud af de godt og vel 200.000 udlændinge, der i dag arbejder i Danmark, er vi stærkt fokuseret på den, fordi den betyder meget for virksomhedernes muligheder for at finde de nødvendige medarbejdere i landene uden for EU, siger Kim Graugaard.

Relateret indhold