DI Business Nyheder

Nøgletal: Væksten i USA er lavere end Trumps ambition

Den pæne vækst i USA på 2,3 pct. i 2017 er noget lavere end Donald Trumps ambition om amerikansk vækst på hele fire procent årligt.

Amerikansk økonomi voksede med 2,6 pct. i slutningen af 2017, hvilket er lidt mindre end ventet. Samlet set bød 2017 på en fremgang i amerikansk økonomi på 2,3 pct.

- Amerikansk økonomi voksede med 2,6 pct. i fjerde kvartal. Selv om væksten er lidt lavere end ventet, så rider amerikanerne videre på de seneste års stabile opsving. Forbrugerne er aktuelt den store drivkraft i amerikansk økonomi. Forbrugertilliden ligger fortsat højt, og sammen med faldende ledighed og fortsat reallønsfremgang, vil forbrugerne fortsætte med at understøtte væksten i USA i 2018, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

USA har utrolig stor betydning for dansk eksport og derfor er det bekymrende, at Donald Trump i starten af ugen varslede told på vaskemaskiner og solceller. Allan Sørensen, Chefanalytiker

- Væksten i USA forventes at tiltage til 2,7 pct. i 2018. Det er pæn vækst, men den ligger stadig et stykke fra Donald Trumps ambition om en vækst på hele fire procent årligt. Et presset arbejdsmarked og en strammere pengepolitik kan gøre det svært for præsidenten at få indfriet sine vækstambitioner, siger chefanalytiker Allan Sørensen.

Dollaren handles aktuelt til 6,0 kr. pr. dollar - i starten af 2017 var prisen på en amerikansk dollar 7,1 kr. pr. dollar. Over det seneste år er dollaren faldet over 15 pct. i værdi, og handles nu til den laveste kurs i mere end tre år.

- Der er god fremgang i USA, men faldet i dollarkursen kan gøre det sværere for danske virksomheder at omsætte den stærke amerikanske efterspørgsel til øget dansk eksport, siger chefanalytiker Allan Sørensen.

- USA har utrolig stor betydning for dansk eksport og derfor er det bekymrende, at Donald Trump i starten af ugen varslede told på vaskemaskiner og solceller. Det har stor betydning for danske virksomheder, at USA ikke bliver mere protektionistiske i deres handelspolitik, siger chefanalytiker Allan Sørensen.

USA er Danmarks tredjestørste eksportmarked, og amerikanske borgere og virksomheder køber danske varer og tjenester for over 100 mia. kr. om året.

Allan Sørensen

Chefanalytiker

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk
Relateret