08.01.18 DIB Nyheder

Podcast: Hvordan får vi flere kvinder i it-branchen?

Kvinder er en mangelvare i it-branchen. Ugens Techtopia-podcast sætter fokus på, hvordan flere kvinder kommer ind i branchen.

Kun omkring 25 procent af de ansatte i den danske it-branche er kvinder. Og de færreste af dem programmerer.

Man skal ikke have besøgt eller arbejdet i ret mange teknologivirksomheder, før man begynder at savne noget - eller rettere nogen.

Kvinder er nemlig en stor mangelvare i it-branchen. Og det er noget skidt - ikke bare for kvinder og ligestilling, men også for de produkter og services, som virksomhederne producerer. Hvis de kun er udtænkt, designet og kodet af hvide mænd i 20erne i Californien, så bliver de ganske enkelt dårligere.

Læs også: Podcast: Årets hotteste emner fra teknologiens verden

Den unge programmør Tracy Chou undrede sig over dette. Som alle andre i techbranchen var hun optaget af at lave løsninger baseret på store mængder data. Men data om kvinder i techbranchen kunne hun ikke finde. Derfor skrev hun et indlæg på bloggertjenestren Medium, hvor hun efterlystede data og lancerede en side til at samle data på Github, der er et videndelingssite for programmører.

Indsamlingen af data på GitHub blev en kæmpe succes, hvor antallet af kvinder i den amerikanske techindustri for første gang blev kortlagt. Resultatet var som ventet nedslående, men til gengæld skabte det et stort pres på it-branchen for at ansætte flere kvinder.

I Danmark er den selvlærte programmør Nynne Christoffersen stærkt inspireret af Tracy Chou. Hun laver workshoppen RailsGirls, hvor hun lærer andre kvinder at programmere i et miljø, hvor dumme spørgsmål er obligatoriske, fordi ingen mandlige nørder kan nedgøre dem.

Læs også: Podcast: Hvad putter finske biohackere i kaffen?

Brancheforeningen IT-Branchen kører programmeringsklasser for 6. Klasses elever på 137 danske skoler i håb om at ramme både drenge og piger for at sikre diversiteten i fremtidens it.

Medvirkende:
Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation, IT-Branchen
Tracy Chou, programmør og stifter af Project Include
Nynne Christoffersen, programmør hos Karnov og arrangør af Rails Girls CPh og Hackyourfuture

Niels Petersen
Skrevet af:

Niels Petersen

Relateret indhold