Danskerne har mulighed for at købe 50 procent af alle varer på internettet. Alligevel foretager forbrugerne syv ud af otte køb i fysiske butikker.

Foto: Colorbox
DI Business Nyheder

Ny analyse: Danskernes nethandel kan tredobles

Danskerne har taget e-handlen til sig. Alligevel er der potentiale for tre gange så mange indkøb på nettet, viser analyse. Den gode vejledning kan hjælpe virksomheder med at trække online-kunderne til, lyder det fra virksomheden Coolshop og DI Handel.

Et, to, tre klik.

Så er fødselsdagsgaven eller den nye cykel købt hjemme fra sofaen. Det er bekvemt, men faktisk foretager danskerne kun ét ud af otte køb på nettet, viser en ny analyse fra KRAKA.

Det svarer til, at 12,5 procent af danskernes samlede forbrug på 807 mia. kroner sker online. Som e-handelsmarkedet er i dag, kan 50 procent af alle handler klares på internettet.

- Vi kan se på undersøgelsen, at der er stort potentiale endnu, og at danskerne stadigvæk er lidt tilbageholdende, når det kommer til e-handel. Primært fordi der stadigvæk er mange mennesker, der ikke har prøvet det endnu, siger Annette Falberg, branchedirektør i DI Handel. 

- Vores virksomheder er jo fantastisk gode til at lave løsninger, som gør e-handel meget enkelt og bekvemt, fortsætter hun.

E-handel øger omsætningen

Ifølge Annette Falberg er e-handel vigtigt for virksomhederne. Der er kroner og ører at hente i det uudnyttede potentiale.

- Digital handel er med til at øge en virksomheds omsætning. Derfor skal vi blive ved med at have fokus på at få kunderne på nettet, siger branchedirektøren.

Trods det store potentialet handler danskerne mere på nettet end de europæiske lande, vi normalt sammenligner os med.

Syv procent af svenskernes samlede indkøb foregår digitalt, mens 5,5 procent af tyskerne bruger deres penge online. Kun briterne køber mere online end danskerne. De handler 13,5 procent af alle varer på internettet.

Læs også: Alt for få virksomheder eksporterer alt for lidt via nettet

Gennemsigtighed på nettet

Virksomheden Coolshop sælger næsten udelukkende sine varer via internettet. Marketingdirektør Jacob Risgaard har et klart bud på, hvad der skal til for at få forbrugerne til at vælge den digitale løsning, når der skal købes nyt.

Jeg har altid troet på, at alt kan sælges bedre på nettet. Det kan det, fordi vi kan vise flere billeder, videoer og anmeldelser. Hvis du går ned i en butik, vil du aldrig spørge 30 andre kunder til deres mening om en specifik vare. Nettet er meget mere transparent Jacob Risggard, marketingdirektør, Coolshop

Jo mere vejledning til forbrugeren på webshoppen, jo bedre føler man sig rustet til at købe et produkt, mener han.

- Jeg har altid troet på, at alt kan sælges bedre på nettet. Det kan det, fordi vi kan vise flere billeder, videoer og anmeldelser. Hvis du går ned i en butik, vil du aldrig spørge 30 andre kunder til deres mening om en specifik vare. Nettet er meget mere transparent, siger Jacob Risgaard.

Coolshop er bygget på en filosofi om at give kunden det mest enkle og bedste overblik over tilgængelige varer. Og så skal det altid være til billigst mulige pris.

Virksomheden blev startet tilbage i 2001 og har i dag over 100 medarbejdere.

Læs også: Ny rapport - SMV'er er bagud med digitalisering

Ny teknologi og forbrugertillid

Fokus på nye teknologier og forbrugertillid DI Handel vurderer, at der kommer til at ske meget med kundeoplevelsen for online-forbrugerne i fremtiden.

Det kommer vi for alvor til at se i de kommende år, når virksomhederne får nemmere adgang til teknologier som kunstig intelligens og virtual reality, mener branchedirektør Annette Falberg.

- De nye og mere brugervenlige teknologier kan være med til at give forbrugeren en mere inspirerende og let online købsoplevelse, forklarer Annette Falberg.

Samtidig peger hun på, at der skal øget fokus på forbrugertilliden. Selvom mange danske virksomheder har velfungerende og gode webshops, fylder historier om fup på internettet stadigvæk en del. 

-  Undersøgelser viser, at op til 13 procent af danskerne på den ene eller anden måde har været udsat for snyd på nettet. Det tal skal reduceres. Forbrugertilliden skal sikres, og vi skal konstant være opmærksomme på, at forbrugerne føler sig trygge, når de handler online, siger Annette Falberg.

Sidste skridt er ifølge DI Handel, at flere virksomheder skal tilbyde onlinesalg. Som det ser ud nu, sælger kun 29 procent af danske virksomheder deres varer online.

Læs også: Gulvforhandler - vi kommer ikke udenom webhandel

Annette Falberg

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4851
  • Mobil +45 2240 8803
  • E-mail anwf@di.dk
Relateret