DI Business Nyheder

Tre tip til at bruge sociale medier til innovation

Astrid Haug er digital rådgiver i egen virksomhed, astridhaug.dk og forfatter til fire bøger om sociale medier og digitalisering, senest ”Fremtiden tilhører de frygtløse – en guide til den digitale forretningsudvikling”.

Innovation kan forstås som den helt store radikale omvæltning, hvor man opretter en ny afdeling eller udfordrer sig selv indefra, fordi ens kerneforretning er truet. For mange firmaer kan mindre også gøre det – hvis vi vel og mærke hele tiden arbejder med at være innovative og med at optimerere vores forretning ud fra de nye muligheder, der opstår, eller som vi selv skaber. De steder man forsømmer dette, vil man opleve teknologisk udvikling som en trussel og faren for at blive ”disrupted” som overhængende.

Innovation er blevet det nye kreativitet – alle virksomheder sukker efter det, men de færreste har fundet formlen for, hvordan innovation bliver mere end et buzzword på det årlige strategiseminar og i stedet en integreret del af hverdagen. Ikke bare ledelsens hverdag, men alle medarbejdernes.

Innovation behøver heldigvis ikke være dyrt eller fancy. Så her er tre gratis metoder, som kan kickstarte og understøtte den innovationsproces, jeres virksomhed er i gang med. De kræver blot, at I tør åbne jeres forretning op for omverdenen. I skal gøre jer interessante overfor modparten – mere interessante end de andre bejlere til deres tid og likes på sociale medier. På den måde opbygger I relationer til nye kunder og interessenter og styrker relationen til de eksisterende. Det betyder i sidste ende flere kunder i butikken.

1. Topchefer og andre ledere skal på sociale medier 

Det er det enkeltstående tiltag på sociale medier, som gør den absolut største forskel. Både medarbejdere og interessenter oplever virksomheden gennem personer af kød og blod, ikke bare en virksomhed bestående af logoer og slogans. Følg eksempelvis Mikkel Grene fra Søstrene Grene, Astrid Simonsen Joos fra Phillips Lightning eller Per Bank fra Dansk Supermarked på LinkedIn. Tjek også Søren Lockwood, SEB Pension, på LinkedIn, eller 3-Mobile US’ John Legerer, som giver den fuld skrue på Twitter. Når ledelsen har fået lidt erfaring med sociale medier, så slip alle eller udvalgte medarbejdergrupper løs også. Giv dem træning, guidelines og stil delbart indhold til rådighed.

2. Inddrag kunder og brugere

Co-creation og crowdsourcing er to fancy ord for, hvordan I kan inddrage brugerne på sociale medier i jeres forretning. Lav en strategi for, hvordan I vil inddrage brugerne i jeres virksomhed. Hvornår giver det mening at spørge dem til råds? Hvordan kan I sætte det i system? Crowdfunding er en anden metode, som for eksempel kan bruges til at teste, om der er opbakning til et nyt produkt. Det har været startskuddet for en række danske startup-virksomheder, som for eksempel skomærket Roccamore, software-firmaet Airtame og cykel-virksomheden MATE.

3. Del ud af viden og idéer

Brug sociale medier til at fortælle om jeres vision. Fortæl om der, hvor I gerne vil hen, snarere end der, hvor I er i dag. Del ud af jeres erfaringer med innovation eller andre fokusområder, også når alt ikke går efter planen. Kobler I jeres videndeling med punkt 1 – altså med en personlig afsender, fungerer det bedst. Inspiration kan igen hentes hos blandt andre Mikkel Grene, Per Bank og Søren Lockwood.

Christian Hannibal

Digitaliseringspolitisk chef

  • Direkte +45 3377 3349
  • Mobil +45 2064 4872
  • E-mail chhn@di.dk
Relateret