Bag DM i Skills står nonprofit organisationen SkillsDenmark.

Foto: SkillsDenmark
17.01.18 DIB Nyheder

Danstoker vil finde den helt rigtige lærling ved DM i Skills

Torsdag starter DM i Skills i Herning. Virksomheden Danstoker er med i håbet om at skabe opmærksomhed på lærlingevejen.

Over 300 erhvervsskoleelever rejser lige nu mod Herning for at deltage i DM i Skills 2018, som starter torsdag.

Her skal de dyste i håndværk – men også vise omverdenen, hvor langt man kan nå med en erhvervsuddannelse, lyder det fra Jesper Juul, som er formand for SkillsDenmark.

- Jeg håber, at DM i Skills kan være med til at rette opmærksomhed mod, hvor mange dygtige unge mennesker der går ude på erhvervsskolerne. Det er det, vi prøver at vise tilskuerne – både politikerne og de besøgende folkeskoleskoleelever, som endnu ikke har valgt uddannelse, siger Jesper Juul.

DM i Skills er danmarksmesterskaberne i håndværk for lærlinge. Konkurrencen varer indtil lørdag, hvor vinderne i de 42 discipliner bliver fundet. Her deltager statsminister Lars Løkke Rasmussen for at overrække præmier og  uddele håndtryk. Undervisningsminister Merete Riisager åbner programmet.

DM i Skills giver os en meget mere effektiv eksponering, så jeg håber, vi kan gøre os selv tydelige for en masse potentielle lærlinge – både for Danstoker og industrien som helhed René Lykke Christensen, produktionsleder, Danstoker

Igen i år bliver der sat rekord for deltagende fag. Udover de konkurrerende deltagere medvirker unge fra 19 demonstrationsfag. Forud for DM i Skills har de unge kvalificeret sig gennem skolekonkurrencer eller regionale mesterskaber.

Konkurrencen er god eksponering

DM i Skills får også besøg af folkeskoleelever fra hele landet. De skal overvære konkurrencen, men også besøge de mange virksomheder, som er til stede. Her kan de høre mere om at gå i lære.

Ifølge produktionsleder René Lykke Christensen fra virksomheden Danstoker er håbet at finde den helt rigtige lærling.

- Vi har ikke haft problemer med at rekruttere endnu, men vi kan godt mærke, at det er på vej. DM i Skills giver os en meget effektiv eksponering, så jeg håber, vi kan gøre os selv tydelige for en masse potentielle lærlinge – både for Danstoker og for industrien som helhed, siger René Lykke Christensen.

Som produktionsleder står han for at rekruttere lærlinge og planlægge uddannelsesforløb på virksomheden, som til daglig laver kedler til industrien. De søger både klejnsmede og tekniske designere på EUD- og EUX-niveau.

I år har virksomheden ingen lærlinge repræsenteret ved konkurrencedelen, men har tidligere haft to med.

Læs også: Lærlinge giver lynhurtigt overskud

Se video og hør mere om, hvad lærlingene laver hos Danstoker: 

DI: Vi har brug for lærlinge

Erhvervsuddannelseschef i DI, Lone Folmer Berthelsen glæder sig til at overvære konkurrencerne i løbet af de næste dage. Der er stadigvæk i høj grad brug for at unge – men også voksne får øjnene op for de fremtidsmuligheder, der ligger i industrien og transportsektoren, siger hun.

- DM i Skills er en fantastisk måde at vise unge og deres forældre, hvad erhvervsuddannelserne går ud på, og hvor mange dygtige lærlinge og elever vi har over hele landet. Vi har i den grad brug for, at flere går den faglærte vej indenfor især teknik, produktion og transport, for vi mangler dem allerede nu ude på skolerne og i virksomhederne, siger Lone Folmer Berthelsen og tilføer:

- Med trepartsaftalen fra 2016, som forventes at skabe 10.000 flere praktikpladser, er der desuden brug for at flere unge og voksne går i gang, så der også er elever til de mange ekstra praktikpladser

Hun håber, at rigtig mange lægger vejen forbi Herning, hvor der er åbent for alle interesserede.

Læs også: "Mange forældre har et billede af industrien som et sted røg, møg og ondt i ryggen"

Hvad er DM i Skills?

DM i Skills er danmarksmesterskaberne i håndværk for lærlinge.

Her dyster alt fra tømrer til konditorer om at blive Danmarks bedste. 

Konkurrencen finder sted i Herning mellem d. 18 og d. 20. januar.

Relateret indhold