Direktør Asger Jacobsen fra Essentia Protein Solutions er sammen med sine kolleger begyndt at undersøge i detaljen, hvordan Esentia kan blive påvirket af et såkaldt hard-Brexit uden klare retningslinjer for Storbritanniens farvel til EU.

Foto: Essentia Protein Solutions
23.10.18 DIB Nyheder

Brexit truer: Hos Essentia brainstormer de om konsekvenserne

Følgerne af Brexit kan være mange og uoverskuelige. Derfor brainstormer ledelse og medarbejdere i fødevarevirksomheden Essentia Protein Solutions om, hvordan de bedst kan forberede sig.

Asger Jacobsen, adm. direktør i fødevirksomheden Essentia Protein Solutions, vil gerne slå fast med det samme; han har ikke nogen krystalkugle, og han kan derfor heller ikke forudse følgerne af Storbritanniens farvel til EU. Men derfor kan man jo godt forberede sig.

- Man kan vælge at gå i panik. Men det nytter jo ikke meget. Vi prøver i stedet at se på, hvad de mulige følger kan være for virksomheden. Og ikke mindst, hvordan vi kan minimere de negative konsekvenser, siger Asger Jacobsen fra virksomhedens danske kontor i Gråsten.

Helt konkret har ledelse og medarbejder på virksomhedens afdeling i England sat sig ned og brain-stormet på, hvordan virksomheden kan blive ramt.

- Vi forventer, at der sker nogle hurtige og ret markante ændringer, hvis det bliver et hard-Brexit, og der ikke kommer en aftale mellem EU og Storbritannien. Det vil skabe nogle kaotiske tilstand i starten, som vil gøre det vanskeligt for os at drive virksomheden, siger Asger Jacobsen.

Læs også: Er din virksomhed klar til Brexit?

Brexit kan ændre næsten alt

En af udfordringerne for Essentia kan være, at de får sværere ved at importere færdigvarer fra deres fabrikker i Danmark, Sverige og Spanien til England, da der potentielt kommer helt nye regler for import af fødevarer.

Det kan i en periode også gøre det sværere for Essentia at opretholde deres produktion i England, da England ikke er selvforsynende med svinekød, men derimod afhængig af import. Essentia overvejer derfor at oparbejde et større lager, der kan bruges, indtil de nye regler er på plads.

Essentia overvejer også, hvad det vil betyde, hvis der kommer øget told på import som følge af Brexit. Det kan nemlig fordyre de produkter, Essentia importerer til England og presse priserne op, som så igen kan få kunderne til at kigge sig om efter nye varer.

Og så er der det britiske pund, der har oplevet voldsomme udsving i det seneste år.

- Vi prøver at gardere os mod de voldsomme udsving i pundets værdi, men det kan vi jo ikke gøre på længere sigt, fortæller Asger Jacobsen.

 Læs også: EU-topchef: Manglen på medarbejdere kan tvinge virksomheder ud af Europa

Bliv nu enige!

Stod det til Asger Jacobsen var der langt mere information om følgerne af Brexit, men -'det er der jo nok ikke rigtigt nogle, der kan sige noget om på nuværende tidspunkt'.

- Jeg synes bare, at politikerne skal til at blive enige. Der er ingen vindere i den her situation, kun tabere, siger han.

Europapolitisk chef i Dansk Industri Anders Ladefoged håber også, at der snart bliver landet en politisk aftale for Storbritanniens farvel til EU.

- Det vil gøre det lettere for de danske virksomheder at forberede sig. Og det kan også medvirke til at afbøde nogle af de negative konsekvenser af Brexit, siger han.

Anders Ladefoged ser Essentias overvejelser som et eksempel til efterfølgelse. Derfor har Dansk Industri (DI) også lanceret et Brexit toolkit, som danske virksomheder med aktivitet, der involverer det britiske marked, kan bruge til at undersøge, hvad Brexit betyder for dem.

- Forberedelse handler også om at se sin egen virksomhed efter i sømmene. Hvilke dele af forretningen kan blive påvirket af briternes farvel til EU. Og hvad kan du gøre for at stå bedst rustet, siger han.

Du finder DI’s Brexit toolkit her.

Fakta:

Essentia Protein Solutions er en international virksomhed, der producerer animalske proteiner, der bruges til at styrke smag og indhold af fødevarer. Essentia har 12 fabrikker, 500 medarbejder i ind- og udland og omsætter for cirka 1,4 milliarder kroner om året. Essentia Protein Solutions er ejet af den amerikanske koncern LGI Inc

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold