Fredrik Östbye, vice president og chef for digital transformation hos Grundfos, gik på scenen ved åbningen af Resilience Business Cup med fortællingen om pumpekoncernens udviklingsambitioner. Og han pointerede vigtigheden af samarbejde med iværksættervirksomheder.

Jacob Due
DI Business Nyheder

DI: Konkurrence om modstandskraft er godt initiativ

Modstandskraft over for klimaforandringer baner vej for nye alliancer mellem byer og virksomheder. Resilience Business Cup i Vejle skyder nye forretningsmuligheder i gang. Grundfos tog første skridt.

Torsdag og fredag er Vejle rammen om den første konkurrence i at håndtere fremtidens globale udfordringer, Resilience Business Cup. Målet er at skabe partnerskaber mellem iværksættere, etablerede virksomheder, kommuner og byer på især greentech-området.

Begivenheden hilses velkommen af Dansk Industri (DI). Branchedirektør for energi og klimapolitik, Troes Ranis, ser cuppen som et godt initiativ, der kan bane vej for at udvikle og kommercialisere nye energiteknologier og klimavenlige løsninger.

- Danmark skal udvikle en ny generation af grønne iværksættere, som kan vise, hvordan byer, virksomheder og husholdninger kan blive mere energieffektive og forsynet med 100 pct. med billig og grøn energi. På sigt vil det også styrke eksporten grønne løsninger til resten af verden og dermed skabe vækst og arbejdspladser i Danmark, siger branchedirektøren. 

Læs mere: Resilience Business Cup

På sigt vil det også styrke eksporten grønne løsninger til resten af verden og dermed skabe vækst og arbejdspladser i Danmark Troels Ranis, Branchedirektør

Grundfos i samarbejde med Vejle

Vejle er som den eneste danske by med i det globale netværk ”100 Resilient Cities” og derfor rammen om begivenheden i disse dage. Og det første partnerskab tegner sig allerede.

Grundfos og Vejle Kommune benytter Resilience Cup til at søsætte et samarbejde, hvor iværksættere også skal med. Vejle Kommune er ifølge innovationschef, Lene Lawaetz, udpeget som platform for vandinnovation af det globale netværk.

- Derfor er det også helt oplagt at løfte opgaven sammen med Grundfos og en række internationale startups, som Grundfos er med til at håndplukke. Det er en helt fantastisk mulighed for i fællesskab at finde nye, brugbare løsninger, siger hun. 

Grundfos har FN’s Verdensmål som ledetråd, og har udvalgt specielt mål 6 og 13, der handler om rent vand og sanitet, og på at skabe bæredygtige og nyskabende løsninger på de udfordringer, der knytter sig til dem. Og det kræver samarbejde med iværksættervirksomheder, hvis de hurtigere skal levere løsninger som kommer byerne til gode. 

- Vi arbejder på at udvikle os fra at være en virksomhed, der sælger pumper og vandteknologi i hele verden, til også at være en virksomhed der fokuserer på digitale services og løsninger, så vi kan gøre en endnu større forskel med vores teknologi, siger Fredrik Östbye, vice president og chef for digital transformation hos Grundfos.

Læs også: Globale muligheder i dansk vandteknologi

FAKTA: Resilience Business Cup

 

  • Resilience Business Cup  er en årlig konkurrence og konference, der første gang afholdes i Vejle d. 25.-26. oktober 2018.
  • Målet er at matche startups, etablerede virksomheder og byer blandt Resilient Cities-netværket.
  • Samspillet med det offentlige giver virksomheder konkrete udfordringer og en platform at teste løsninger på i stor skala.
  • Cuppen er en officiel del af 100 Resilient Cities-samarbejdet, der bringer startups og store virksomheder ind i kampen om at løse byernes udfordringer.
  • Vejle Kommune er som den eneste danske med i det globale netværk 100 Resilient Cities.
  • Årets temaer er Vand, Vind og Social Resiliens, og vil blive understøttet af blandt andet Siemens Gamesa, Grundfos, Valuer, +Impact by Danske Bank, Vejle Spildevand, Boligforeningen ØsterBO og forretningsudviklere og fageksperter fra Insero og Vejle Kommune.

Troels Ranis

Branchedirektør

Relateret