USA's præsident Trump har med indgåelsen af aftalen med Canada fået mere fri bane til at spille med musklerne overfor Kina, vurderer DI.

Foto: Wikimedia
01.10.18 DIB Nyheder

DI: Trumps Nordamerikanske aftale vil give Kina problemer

Canada er gået med til at indgå i den opdaterede NAFTA-handelsaftale for det nordamerikanske marked, som USA og Mexico blev enige om tilbage i august. Det er godt nyt, men bør give kineserne sved på panden, mener DI.

USA og Canada er blevet enige om vilkårene, der skal gælde for den opdaterede NAFTA-handelsaftale for det nordamerikanske marked, som USA og Mexico blev enige om tilbage i august.

Aftalen indebærer blandt andet, at amerikanske mejeriprodukter får lettere adgang til det canadiske marked, der kommer bedre beskyttelse af intellektuelle rettigheder på tværs af grænserne, og så kommer der kvotebegrænsninger på Canadas eksport af biler til USA. 

- Det sidste punkt er kontroversielt, da det strider mod WTO’s regler om, at man ikke må lægge begrænsninger på eksporten. Mexico har indgået en lignede aftale med USA på bilområdet, og en række andre lande er også gået med til at begrænse deres eksport til USA, forklarer seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard, Dansk Industri (DI). 

Han fortsætter: 

- Det er et led i Trumps plan for at mindske amerikansk import, så handelsunderskuddet kan blive reduceret. Men det er dybt skadeligt for verdensøkonomien, hvis tendensen med at begrænse sin eksport spreder sig, siger Peter Bay Kirkegaard. 

Læs også: Nøgletal: Otte års uafbrudt jobvækst i USA

Kina må føle sig presset

Aftalen mellem de to lande er ifølge Peter Bay Kirkegaard overordnet godt nyt. 

- Det sætter punktum for en del af den handelskrigsretorik, som den amerikanske præsident Trump har lagt for dagen, og virksomhederne i de berørte lande kan trække vejret roligere, siger seniorchefkonsulenten. 

Han vurderer samtidig, at aftalen giver den amerikanske præsident bedre mulighed for at lægge pres på Kina. 

- Canada og Mexico er blandt USA’s allervigtigste handelspartnere. Når der er ro på den front, er der mere fri bane til at spille med handelsmusklerne over for Kina, siger Peter Bay Kirkegaard. 

Læs også: Handelskrig når nye højder

Peter Bay Kirkegaard

Peter Bay Kirkegaard

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4685
  • Mobil +45 2311 9479
  • E-mail pbki@di.dk

Relateret indhold