Elselskab kickstarter digital offensiv på bustur
Nye teknologier udfordrer energiselskaber. Aura Energi tager handsken op efter DI’s inspirationstur i Europa.
En husejer får batterier i baghaven og bliver selvforsynende med jordvarme, solceller og egen vindmølle. En bydel vil kun tillade el-biler, der i øvrigt skal lades op, når strømmen er gratis.
Aura Energi ved Aarhus ser ind i en fremtid, hvor ovenstående eksempler en dag kan blive virkelighed. Udviklingen stiller krav til innovation og nye løsninger, krav som hidtil har kunnet håndteres ad hoc, men fremover vil kræve ekstra fokus fra ledelsen.
- Vi har mange forretningsområder, hvor der sker en udvikling. Derfor har vi besluttet, at innovation skal være et mere strategisk element i vores planer, og skal have større fokus i hele organisationen, fortæller kommerciel direktør Thorkild Videbæk.
Fem dage i Europa
For at sikre et mere konkret afsæt for det skifte er han derfor taget på Dansk Industris fem dages digitale inspirationstur med bus i Europa sammen med teknisk direktør Bjørn Junge og afdelingschef Nanna Ravnsborg.
Trioen udgør Auras styregruppe, der efter turen vil drøfte ideer og input med den øvrige ledelse i koncernen. Energiselskabets bestyrelse er positivt indstillet overfor at bruges kræfter på det arbejde. Hidtil har Aura nedsat udviklingsgrupper fra sag til sag, men den teknologiske udvikling og blandt andet omstillingen til grøn energi øger innovationsbehovet.
Udviklingen skal altid skabe værdi for andelshaverne. Det vil være afgørende, og en måde at sikre fokus i innovationsarbejdet Thorkild Videbæk, kommerciel direktør, Aura Energi
Afgrænsning nødvendig
Innovationsarbejdet kan dog også hurtigt gå i mange retninger – også for mange. Derfor skal de enkelte udviklingsprojekter vælges nøje ud, så fokus bevares, forklarer Thorkild Videbæk.
Aura Energis forretning står på flere ben. Udover selve kablerne er der virksomheden inden fiber, elhandel, rådgivning og en installationsforretning, hvor ny teknologi griber ind. Aura er med 105.000 andelshavere landets syvende største aktør på området.
- Udviklingen skal altid skabe værdi for andelshaverne. Det vil være afgørende, og en måde at sikre fokus i innovationsarbejdet, siger Thorkild Videbæk.
Undervejs på inspirationsturen har Aura sammen med en gruppe andre DI-medlemmer besøgt Legos Innovationcenter i Billund og Airbus’ opfindergruppe i Hamborg. Begge er eksempler på selvstændige udviklingsenheder, der ikke er bundet af klassiske KPI’er med krav om overskud på konkrete projekter.
- Afkastet behøver ikke altid at være finansielt. Det kan også være at give vores andelshavere en bedre og nemmere adgang til at forstå og styre deres elforbrug, eksempelvis via en app, siger Thorkild Videbæk med afsæt i input fra de to besøg.
Af teknologier ser Aura eksempelvis mulighed indenfor kunstig intelligens og big data. Som elselskab indsamles betydelige data om folks energiforbrug, der kan bruges i udviklingsarbejdet.
Læs også: Carglass vil mere end skifte knuste bilruder
DI: Fordel at tage samlet afsted
Aura Energis plan om at forankre innovationen i en ledelsesteam giver rigtig god mening, vurderer chefkonsulent Thomas Skelbo, DI.
- Det har betydning, at ledelsen samlet deltager på en inspirationstur som den, vi er på nu. Det styrker forståelsen for, at der er brug for et ændret mindset til at understøtte innovationen. Og det forankres bedre, når hele eller dele af ledelsen er med, siger han.
Input fra både de øvrige deltagere og de virksomheder, der besøges på turen, medvirker til at tænke udvikling af af virksomheden i nye baner. Både med hjælp fra nye teknologier, men også organisatorisk.
- Det er på nogle områder nærmest en form for grundforskning, vi har set eksempler på undervejs. Der er ikke finansielle KPI’er, fordi målet ikke altid kan sættes præcist op. Innovationen skal give muligheder for at prøve nogle nye ideer hurtigt af, siger Thomas Skelbo.
Bus til fremtiden
· Fremtiden Rundt på 5 dage er en ny type strategi- og inspirationsrejse for DI-medlemmer, der vil udforske nye teknologiers muligheder og betydning for deres forretning.
· Rejsen starter med bus i København og slutter i London. Undervejs præsenterer virksomheder i Danmark, Tyskland, Holland og Storbritannien teknologiens muligheder i praksis.
· Syv virksomheder besøges på turen:
Danmark: LEGO’s Innovationscenter og Universal Robots.
Tyskland: Airbus Innovationscenter og Siemens Gamesa.
Holland: Ramlab og Autodesk.
Storbritannien: Normally.
· På turen deltager endvidere førende eksperter inden for nye teknologier og strategiudvikling.
· Rejsen indgår i et otte ugers forløb, hvor målet er at få input til strategien i en tid med hastige forandringer. Dansk Industri og DareDisrupt står bag projektet.
· Næste tur er planlagt til maj 2019. Læs mere om årets tur og mulighederne for at deltage her: di.dk/fremtidenrundt