Der kommer fart på byggeriet af erhvervsejendomme, forudser en  ny prognose fra Dansk Industri.

Foto: Colourbox
03.10.18 DIB Nyheder

Erhvervsbyggeriet vil sikre væksten til næste år

Investeringerne i bygge og anlæg vil fortsætte med at vokse i år og næste år, forudser DI i en prognose. I første halvår af 2018 har der været en kraftig vækst på næsten 11 procent i investeringerne i nybyggede boliger. Men væksten ventes at aftage i de kommende måneder. Til gengæld kommer der yderligere fart på byggeriet af erhvervsejendomme.

Ifølge en ny prognose fra Dansk Industri (DI) er der udsigt til, at bygge- og anlægsinvesteringerne topper i 2018.

Det skyldes ikke mindst, at boligbyggeriet ikke vil holde samme tempo i de kommende måneder. 

- Priserne på boliger ser ikke ud til at stige så meget som tidligere, og det er med til at lægge en dæmper på byggeriet af boliger, siger Elly Kjems Hove, branchedirektør i DI Byg.

Læs også: Nøgletal: Forventninger til væksten i verdensøkonomien aftager

Mere gang i erhvervsbyggeriet

Væksten i investeringer for øvrigt byggeri og anlæg – først og fremmest erhvervsbyggeri - vil i 2019 være højere end for boliger, viser prognosen. Det sker i takt med at udnyttelsesgraderne stiger, og at der ikke længere er så mange tomme erhvervslokaler til rådighed.

- Man skal også huske, at en moderne, automatiseret og højproduktiv produktion stiller store krav til indretning og placering af erhvervsbygninger. Derfor kan virksomhederne blive nødt til at bygge nyt frem for at udnytte de ledige lokaler, siger branchedirektøren fra DI Byg.

- Alternativt kan de blive nødt til at gennemføre større renoveringer af ledige lokaler, før de kan bruges. Uanset hvilken strategi virksomhederne vælger, vil det kræve store investeringer, siger Elly Kjems Hove

Renoveringer af bygninger udgør nu omkring 50 milliarder kroner, hvilket er det højeste niveau i de seneste 10 år. 

Øget fokus på at energioptimere bygninger betyder, at der fortsat vil være interesse for at renovere både boliger og andre bygninger.

- Byggeaktiviteten viser, at der fortsat er et stort behov for kvalificerede medarbejdere i branchen. Virksomhederne mangler mange dygtige hænder og hoveder – behovet er her og nu. Manglende medarbejdere betyder i sidste ende, at virksomhederne må afvise kunder og dermed ordrer, siger hun.

Læs også: Nøgletal: 3.000 flere i job skaber ny jobrekord

Også godt gang i udlandet

Samtidig med, at der investeres mere i byggeri herhjemme, er der også fremgang i byggeriet i udlandet. Det er godt nyt for de danske producenter af byggematerialer. 

Dog giver de globale handelsstridigheder panderynker.

- Det er glædeligt at se, at danske byggematerialer sælger godt i udlandet. Produkterne er ofte efterspurgte på grund af høj kvalitet, og at de passer godt ind i ambitionerne om at optimere energiforbruget i bygninger, siger Elly Kjems Hove.

Claus Kaae-Nielsen
Skrevet af:

Claus Kaae-Nielsen

Elly Kjems Hove

Elly Kjems Hove

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3575
  • Mobil +45 2949 4500
  • E-mail ekh@di.dk

Relateret indhold