Mandag satte  DI-medlemmer sig tikl rette i  bus i København. Fem dage senere i London  havde de fået konkret inspiration til brug af ny teknologi og  en digital  ledelsesstrategi.

Foto: Uffe Hansen
05.10.18 DIB Nyheder

Erhvervsledere henter digital inspiration på Europa-turné

En gruppe DI-medlemmer droppede komfortzonen i en uge og tog på inspirationstur. Læs her, hvad de fik med hjem.

Internet of Things, chatbots, machine-learning, kunstig intelligens, robotter, 3D-print, droner, sprint - og så lige fire dages arbejdsuge.

Begreber og teknologier fra den digitale verden, der baner vej for effektiviseringer og øget konkurrenceevne – men som stadig kan være abstrakte at få ind i virksomheden.

Det valgte en gruppe erhvervsledere at gøre noget ved i denne uge. Som deltagere på DI’s ”Fremtiden rundt på 5 dage” rev de en uge ud af kalenderen, forlod komfortzonen og kørte med bus fra København over Odense, Billund, Hamborg, Rotterdam for at slutte i London.

Undervejs lod de sig bombardere af eksempler og eksperter, der beskrev potentiale i nye teknologier, og risici hvis man ikke holdt udkig efter mulighederne.

Turen var et element i et forløb, der afsluttes i november, hvor målet er at får værktøj til en strategi i deres virksomhed med ny teknologi som et element.  

Automatisering og outsourching

Medicovirksomheden Elos Medtech Pinol havde tre fra ledelsen med. Og produktionschef Heinrich Sørensen, udviklingschef Henrik Andersen og CFO Peter Ohlsen fik konkrete ideer med hjem.

- Maschinelearning er et af områderne, hvor vi ser muligheder for at automatisere nogle papirgange. Og vi har indsamlet meget data gennem årene, som kan anvendes på en ny måde, siger Henrik Andersen. Peter Ohlsen supplerer:

- Et andet område er øget brug af underleverandører, så vi ikke altid selv behøver at eje produktionsudstyr, når forretningen udvides.

Traditionelt har Elos Medtech Pinol selv stået for de fleste led i kæden, og det er investeringstunge beslutninger, hver gang virksomheden vokser.

Alle tre blev ansporet til turen af deres egen adm. direktør Søren Olesen, der også har visioner om øget brug af ny teknologi. Anvendelse af robotter indgår i dag i produktionen, men ledelsen vil gerne mere.  

Næste skridt bliver at forankre den inspiration, de kommer hjem med i den øvrige ledelse på seminarer eller temadage, forklarer ledelsestrioen.

Læs også: Carglass vil mere end skifte knuste bilruder

Vi mister ikke job, men teknologien bringer os i stedet endnu længere i at løse opgaverne Karen Lauberg Lauritsen, direktør Lauberg Consulting

En større værktøjskasse

Karen Lauberg Lauritsen, direktør Lauberg Consulting, er specialist i GDPR og compliance, var også godt tilfreds.

-  Jeg har fået udvidet min horisont og min komfortzone er flyttet, fordi vi har set flere prototyper på, hvad muligheder der er i nye teknologier. Det har givet mig strategiske redskaber i mit arbejde, siger hun.

Sammensætningen af virksomhedsbesøg og diskussioner undervejs var en væsentlig kombination. Og det gav input til at forstå bedre, hvordan kunderne tænker. Blandt teknologierne ser Karen Lauritsen muligheder i øget brug af kunstig intelligens.

- Det vil være vigtigt i min værktøjskasse, fordi det udvider vores muligheder. Vi mister ikke job, men teknologien bringer os i stedet endnu længere i at løse opgaverne, siger hun.

Læs også: Elselskab kickstarter digital offensiv på bustur

En digitaliseret energisektor

Hans Erik Kristoffersen, direktør for strategi og kommunikation i Energinet, fik input til den transformation, energisektoren står midt i som følge af skiftet til grøn energi. Ny teknologi giver muligheder for at indpasse langt mere vedvarende energi i energisystemerne.

- Digitaliseringen af energisektoren bliver nøglen til at komme videre med den grønne omstilling, siger Hans Erik Kristoffersen.

Teknologi er en side af sagen. En anden er selve mindsettet, hvor han også fik inspiration til, hvordan det ledelsesmæssigt håndteres, når en strategi og planer hurtigere skal tilpasses den teknologiske udvikling.

- Digitalisering er i høj grad præget af, man laver udvikling i korte spring, hvor man i løbet af få uger tester noget af og hurtigt finder ud af, om det virker. Og det kan vi lære noget af, siger Hans Erik Kristoffersen.

4 dages arbejdsuge, fordoblet omsætning

Efter en uge med besøg hos LEGO, Universal Robots, Airbus i Hamborg og Rotterdams maritime startup-miljø blev der afsluttet i London med et besøg hos det digitale desingbureau, Normally. Stifteren Marei Wollersberger gav flere eksempler på digital design, og så afsluttede hun med input til organisering af arbejdet i en digital verden. Normally blev nemlig landskendt på beslutningen om at indføre af en firedages arbejdsuge – samtidig med at omsætningen år for år er fordoblet.

- Jeg vurderede, at vi kunne være lige så produktive på fire dage som på fem ved at skære ned i møder, e-mails og medarbejdernes tid på at sælge sig selv overfor nye kunder. Fokus har været på resultatet af det, vi laver, og så kommer kunderne af sig selv, lød det Marei Wollersberger. 

Læs også: Chefkonsulent Thomas Skelbo blogger om turen

Fakta om Fremtiden Rundt på 5 dage

·        Fremtiden Rundt på 5 dage er en ny type strategi- og inspirationsrejse for DI-medlemmer, der vil udforske nye teknologiers muligheder og betydning for deres forretning.

·        Rejsen starter med bus i København og slutter i London. Undervejs præsenterer virksomheder i Danmark, Tyskland, Holland og Storbritannien teknologiens muligheder i praksis.

·        Syv virksomheder besøges på turen:

Danmark: LEGO’s Innovationscenter og Universal Robots.

Tyskland: Airbus Innovationscenter og Siemens Gamesa.

Holland: Ramlab og Autodesk.

Storbritannien: Normally. 

·        På turen deltager endvidere førende eksperter inden for nye teknologier og strategiudvikling.

·        Rejsen indgår i et otte ugers forløb, hvor målet er at få input til strategien i en tid med hastige forandringer. Dansk Industri og DareDisrupt står bag projektet.

·        Næste tur er planlagt til maj 2019. Læs mere om årets tur og mulighederne for at deltage her: di.dk/fremtidenrundt

 

Thomas Skelbo

Thomas Skelbo

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3217
  • Mobil +45 2467 2215
  • E-mail thsk@di.dk

Relateret indhold