Af Asger Nielsen, Nicklas Pedersen og Robert Løgager Nielsen, industriteknikere i USA.

Vi er tre industriteknikerlærlinge, som i foråret 2018 var i praktik på en fabrik, der bygger kampfly i Fort Worth, Texas. Her er beretningen fra vores hverdag og oplevelser som lærlinge i USA.

Vi havde kun mødt hinanden to gange, før vi satte os på et fly til USA. Fælles for os er, at vi er ved at uddanne os til industriteknikere. Asger er hos Maskinfabrikken Metalteknik i Kvistgård, Robert er hos VOLA i Horsens, og Nicklas er hos Hydratech Industries i Vrå.

Efter en lang flyvetur, som Nicklas nær havde misset, fordi han for vild i lufthavnen i Amsterdam, et misset fly og en ekstra overnatning i LA, ankom vi endelig til Fort Worth tæt ved Dallas i Texas.

Vi blev indkvarteret på hvert vores værelse med eget køkken og bad på et medarbejderhotel tæt på Lockheed Martins fabrik. Fabrikken, der laver kampfly, er en af verdens største. Som eksempel kan den virksomhed, hvor Nicklas arbejder, Hydratech Industries i Vrå, være inde i Lockheeds produktionshal mange gange.

Virksomheden har 14.000 medarbejdere alene i Fort Worth og knap 100.000 på verdensplan. Den store hal er ca. 1,7 km lang, og det tager 20 min. at gå fra den ene ende til den anden. Folk kører rundt i golfvogne derinde, og det lykkedes os da også at fare vild et par gange i løbet af de første dage.

Læs og se de bedste historier fra praktikanter og lærlinge i udlandet

Intelligente kampfly

F-35 kampflyene var omdrejningspunktet for vores hverdag og vores praktikophold, og der var ikke to dage, der lignede hinanden. Vi blev taget med rundt i produktionen, blandt andet i deres Assembly Line, hvor de samler F-35-flyene.

Det kræver stor omhyggelighed. Alle flyets dele er boltet sammen, og vi var med til at styre og klargøre de femaksede boremaskiner, der bruges til at bore 1400 huller i flyenes vinger.

Det lyder måske ikke så vildt, men ved hvert hul skal der bores gennem kulfiber, aluminium og titanium. Og det skal være ekstremt præcist. Når de skruer en bolt i, er det inden for en tolerance af .025 mm. – altså mindre end tre hundrededele af en millimeter.

Det skyldes, at hvis en bolt er sænket for meget eller for lidt, så kan flyet ses på radaren, og F-35-flyet er netop kendt for at være næsten umulig at se på en radar.

Læs også: Karsten Dybvad: Lærlinge er vores livline til fremtiden

Lærling i USA og Danmark

Forskellen på at være industriteknikerlærling i USA og hjemme i Danmark er til at få øje på. I Danmark laver vi som lærlinge det meste helt selv – altså skærer råmateriale, designer, laver og afvikler programmer, pakker og sender videre. På Lockheed er det mere opdelt, så programmørerne laver programmeringsarbejdet, mens maskinarbejderne trykker på knapperne.

Selvom det er anderledes end herhjemme, fandt vi ud af, at det er nemmere at dele arbejdet op i simple former, når virksomheden er så stor.

Vi tilbragte en del tid med programmørerne, og det var som om, de lærte mere af os på nogle punkter. Specielt fordi vi i Danmark lærer at se arbejdsopgaverne i et andet perspektiv.

Vores uddannelse ligger tæt op ad deres, og de var meget interesserede i det, vi kunne. De havde dog nogle gode tricks i ny og næ, så selvfølgelig lærte vi noget - vi lærte af hinanden.

Vi fik utrolig meget ud af at se, hvordan de administrerede produktionen af flyene. Generelt måtte vi selvfølgelig ikke pille for meget ved delene til flyet, men man er vel maskinarbejder, og man skal jo lige tjekke overfladen på alt - det er vel en arbejdsskade.

Selve fabrikken ligger på et stort aflukket område med hegn og vagter hele vejen rundt. Trods størrelsen er det den reneste fabrik, vi nogensinde har set. Alle gik rundt i deres normale tøj, fordi ingen blev beskidte. Og hvis en supervisor så en bolt eller popnitte, der lå midt på gulvet, gik han rundt og ledte efter den ansvarlige. De går meget op i housekeeping, og alt stod bare spot on på alle hylder.

Læs også: Danske lærlinge i praktik hos kampflyproducent i Texas

Lyden af frihed

De lokale elsker lyden af kampfly. De siger, det er ”lyden af frihed.” Hvor man i Danmark måske ville brokke sig over larmen, standser amerikanerne og kigger op i luften og klapper i deres hænder.

De går virkelig meget op i deres militær, og de ville meget gerne tale om det, så det gjorde Asger også, når han drak morgenkaffe med de lokale på hotellet.

Vi var også med ude på landingsbanen, og det var for vildt. Når jagerflyene lettede og landede, kunne man mærke det i brystet, og det rungede i hele kroppen.

Flyene ser skrøbelige ud, og når man tænker på, at det er et aluminiumsskelet med kulfiber henover, er det vildt, hvor meget kraft de kan holde til.

Læs også: Dækkeservietter giver brancher lærlingeoverblik

Badeland i baghaven og 700g bøf

Selvom vi arbejdede 40 timer om ugen, havde vi masser af fritid. Vi tilbragte en del tid i Stock Yards, som er den historiske del af Fort Worth. Det er en gammel, velbevaret western-by med barer, restauranter, rodeo, butikker, ridning og Billy Bob’s – verdens største countrybar.

Alt er præcis, som det var i det gamle Vesten, bortset fra at alle har smartphones, og hestevognene er byttet ud med store pick-ups. Vi tilbragte også en del eftermiddage i vandlandet, Splash Dayz, som lå lige ved hotellet.

Vi har spist på forskellige restauranter, besøgt et bryggeri, og vi blev inviteret ud at spise af Lockheed, hvor vi hver spiste en 700g bøf. Fantastisk!

Vi tog også til Dallas et par gange og kørte på roadtrip til små flækker. Vi kørte i en 3.5L Chevrolet Impala V6 fra 2018, så en bette køretur på fire timer blev nemt en fornøjelse.

Læs også: ”En dag sidder jeg i din direktørstol”

Venlighed alle vegne

Vi har haft en fantastisk tid i Fort Worth og er meget glade for, at vi fik den mulighed, både af Lockheed Martin, men også af Dansk Industri og Dansk Metal, som har hjulpet os på vej.

Hold da op, alle de indtryk vi har fået. Alle folk, vi har mødt, har været meget venlige og åbne. De siger hej, selvom man ikke kender dem, og de har taget os ind og lært fra sig. Det har været en god modningsproces for os alle tre.

Til september skal vi mødes igen til svendegilde hos Nicklas, så vi ser frem til en genforening.

Historien er oprindeligt udgivet af PIU. Den kan findes her.