Four Design A/S på Fyn vinder årets DI Initiativpris

DI Business Nyheder

Fremtidens møbler udløser DI Initiativpris

Fra at være et lille karetmagerfirma har årets vinder af Initiativprisen i Region Fyn udviklet sig til en international designvirksomhed. Four Design modtog anderkendelsen på virksomheden tirsdag.

Selv om man en virksomhed fra lille Gislev på Fyn, så kan man sagtens få stor succes og vinde Dansk Industris Initiativpris. Det har den fynske møbelvirksomhed Four Design A/S nemlig gjort.

Virksomheden er vokset fra at være en lokal fynsk karetmager til i dag at være en international møbelsucces. Four Design har de seneste år ekspanderet kraftigt, og deres møbelkoncepter pryder nu alt fra Syddansk Universitet til Mons International Congress Center i Belgien, Oregon State University i USA og Lenovo/IBM i Shanghai.

Formanden for DI Fyn Poul Strandmark er imponeret af den mindre, men voksende og meget internationalt orienterede virksomhed på Fyn.

- Man kan faktisk sige, at Four Design er en ganske atypisk fynsk virksomhed. I Four Design har ledelsen og medarbejderne forstået på en og samme tid at bringe tre vigtige områder i spil, og derfor fortjener de prisen, forklarer Poul Strandmark og forklarer videre:

- For det første har virksomheden altid haft en stor dedikation og talent for design og udvikling af møbler. I tæt dialog med kunderne er virksomheden dygtig til at afkode forandringerne i markedet og tilpasse sine møbler derefter. På den måde giver Four Design bud på fremtidens møbler og indretningskoncepter. For det andet rummer virksomheden en særlig faglige dybde med dygtige fagfolk, som forstår at omsætte de kreative tanker til funktionelle møbler med det minimalistiske og stilrene design, som er blevet et varemærke for virksomheden. Endelig for det tredje har Four Design modet og viljen til et internationalt udsyn og er super gode til markedsføring og salg.

Man kan faktisk sige, at Four Design er en ganske atypisk fynsk virksomhed Poul Strandmark, formand for DI Fyn

Begyndte som karetmagere

Four Design har rødder tilbage til 1930 som en karetmager, og virksomheden blev i dets nuværende format etableret i 1990. Virksomheden har gennem tiden altid været dygtig til at tilpasse sig tidens krav til kvalitet, funktionalitet og design. Og denne tilgang har vist vejen til succes.

Virksomheden blev i 2016 opkøbt af sin mangeårige engelske og meget succesfulde samarbejdspartner Ocee Design, som valgte at lade Four Design A/S fungere som en selvstændig enhed med sine skandinaviske værdier samt uændret med kontor, produktion og produktudvikling i Gislev og med showrooms i København, Aarhus og Oslo. På det seneste er salgs og servicestyrken udvidet, og der i år åbnet nyt showroom i Hasselt, Belgien og flere er i pipelinen.

Adm. direktør for Four Design Anders Juhl Thomsen er glad for den store anerkendelse som DIs designpris er udtryk for.

- Vi stolte over at modtage Initiativprisen som en erkendelse af den positive udvikling vi har oplevet. I Four Design har vi en passion for at tilpasse vores møbler til kundens behov. Four Design så tidligt, at der var et behov i markedet for møbler, som er konceptbaseret: Møblerne skulle ikke alene give god komfort, men de skulle samtidig have et enkelt attraktivt design, der styrker relationer mellem mennesker og endelig være funktionelle i den sammenhæng de anvendes i, fortæller adm. direktør for Four Design Anders Juhl Thomsen, der giver succesen videre til sine medarbejdere.

- Det er dygtige, positive og loyale medarbejdere, der er nøglen i den innovation, som vi lever af. Det er den synergi mellem kunder og dygtige folk, der har bragt os hertil, siger Anders Juhl Thomsen.

Med DI Fyns initiativpris 2018 er Four Design A/S en af i alt 19 kandidater til DI’s nationale Initiativpris, som uddeles på DI’s årlige konference for små og mellemstore virksomheder i januar 2019.

Prisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellemstore virksomheder i DI's medlemskreds.

Det er bestyrelsen i den pågældende regionalforening, der udpeger modtager af Initiativprisen. 

Hanne Schou

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3618
  • Mobil +45 2949 4673
  • E-mail hsu@di.dk