Foto: Claus Sjødin
DI Business Nyheder

Kvindelig topleder: "Drop kønskikkerten"

Astrid Donnerborg, adm. direktør i Aarhus og Horsens Taxa giver her fem konkrete svar på spørgsmål om at være kvindelig leder

1) Hvad er dit allerbedste råd til kvinder, der vil gøre lederkarrierer?

Mit råd er ikke et råd til kvinder men til alle, der ønsker at gøre karriere som leder: Vil du nå langt, uanset hvad dit mål er, så skal du træne rigtig meget. Man kommer ikke ret langt med en middelmådig indsats. At gøre karriere som leder kræver, at du bare er der og leverer varen, når virksomheden har brug for det, så ud over uddannelse og mentale og psykologiske kompetencer, handler det også rigtig meget om godt gammeldags hårdt arbejde. Derudover skal man også stå ved, at man gerne vil have ansvar – man skal turde sige, at man har lederambitioner. For nogle er det grænseoverskridende at sige, at man vil have mere.

2) Hvad er dit råd til mandlige ledere, der vil have flere kvinder i ledelsen?

Jeg vil generelt råde virksomhedsledere til at droppe kønskikkerten og lade være med at navigere efter det politisk korrekte kønskompas. Det er din virksomhed, vi taler om - ikke et bofællesskab. Det er i stedet vigtigt, at du sikrer dig, at det er de rigtige kompetencer, der er i virksomheden. Om de findes hos en kvinde eller en mand er ligegyldigt. Hvis du vil have den bedste virksomhed så gå efter den, som kan bidrage med de rigtige kompetencer på dit hold.

3) Hvad skal der til for at få flere kvinder til at gøre lederkarrerier?

Lad mig besvare det med et modspørgsmål: Skal der gøres noget specielt? Vi lever i 2018 og efter min bedste overbevisning, så har kvinder præcis samme muligheder, som mænd har. Der er måske nogle enkelte ronkedorer tilbage, som mener at kvinder ikke egner sig som ledere, men de skal snart pensioneres alligevel. Vi kan ikke ændre på, at biologien stadig dikterer, at kvinder er dem, som føder børn. Men i dag er det ikke en hindring for at gøre karriere. Jeg kender så mange dygtige kvinder i lederstillinger, som har flere børn, og de har ikke problemer med at balancere familie og karriere. Det skal mænd jo også.

 4) Hvad har været din største udfordring som kvindelig leder?

Jeg har aldrig oplevet, at mit køn var en udfordring. Faktisk tror jeg, at det var en fordel, da jeg skiftede fra finanssektoren til transportbranchen, for der var bestemt nogle, som spærrede øjnene op, da de blev præsenteret for mig som administrerende direktør i Aarhus og Horsens Taxa. Her taler mine resultater for sig selv. På ét år har jeg vendt virksomheden fra at give millionunderskud til at give millionoverskud, og vi har nu haft millionoverskud tre år i træk samtidig med, at indtjeningen i bilerne bare stiger og stiger. Det har ingen gjort før mig i den virksomhed. 

5) Er der kvindelige ledere, der inspirerer dig? Hvem og hvorfor?

Der er mange ledere, som inspirerer mig på forskellig vis - både mænd og kvinder. For mig handler det ikke om, hvorvidt man er er mand eller kvinde men om, hvad man kan. Hvis jeg skal fremhæve en kvinde, så vil det være Margrethe Vestager, fordi hun som konkurrencekommissær i EU har været ekstrem velforberedt de gange, jeg har mødt hende, og så formår hun at tage ansvar – også når det kan bringe hende i modvind.

Relateret