Fra venstre: Thomas Bustrup, COO/Direktør i DI, Tina Christensen, næstformand for 3F og Lizette Risgaard, formand for LO, formand for Ulandssekretariatet.

Fotocollage: Aman Reehal
DI Business Nyheder

Den Danske Model i arbejde for udvikling

Ulandssekretariatet, 3F og DI (Dansk Industri) vil sammen bruge Den Danske Models succes til at løfte FN’s verdensmål i udlandet.

Af Lizette Risgaard, formand for LO, formand for Ulandssekretariatet, Tina Christensen, næstformand for 3F og Thomas Bustrup, COO/Direktør i DI.

Danmarks udviklingspolitiske strategi fra 2017 lægger op til i højere grad at inddrage private aktører. Arbejdsmarkeds- og erhvervsorganisationer fremhæves som relevante partnere. Målet er, at de offentlige bistandsmidler i større omfang anvendes til at mobilisere viden, netværk, kompetencer og privat finansiering. Den brede politiske aftale om Danmarks udviklingsbistand sætter også stærkere fokus på bæredygtig vækst og beskæftigelse.

Med strategiens egne ord vil regeringen i partnerskab med danske arbejdsmarkedsorganisationer ”fremme mere velfungerende arbejdsmarkeder i udviklingslandene baseret på arbejdstagerrettigheder og social dialog. Det er afgørende for at sikre nødvendige private investeringer, for jobskabelse og for at det lokale erhvervsliv udvikles.”

100 års erfaringer

Ulandssekretariatet, DI og 3F har taget udfordringen op og skabt et unikt partnerskab. Vi kan sammen gøre en forskel, fordi vi har mere end 100 års erfaringer fra det velorganiserede danske arbejdsmarked. Udenrigsministeriet har anerkendt perspektiverne i vores samarbejde og valgt os som ét af 17 strategiske partnerskaber til at løfte en prioriteret del af Danmarks udviklingsindsats i de kommende år.

Det blev beseglet ved en konference i Industriens Hus 20. november, hvor vores partnere i udviklingslandene blandt andet fortalte, hvor værdifuld inspirationen fra Den Danske Model er for udviklingen af deres egne arbejdsmarkeder og opnåelsen af FN’s Verdensmål.

Vi er solidt forankret i vores tradition for dialog, gensidig respekt og vilje til kompromis og fælles løsninger. Vi er modparter, der samarbejder professionelt med hinanden.

Vores erfaringer og traditioner kan dog ikke bare eksporteres og kopieres direkte til andre lande og kulturer. Men de grundlæggende forudsætninger for den danske forhandlingsmodel er universelle, og derfor tillader vi os at tro på, at vi kan påvirke andre lande og systemer positivt.

Vi kender værdien af et fælles ansvar på det danske arbejdsmarked, og sammen kan vi bidrage til bedre social dialog, arbejdstagerrettigheder og rammevilkår for virksomhederne i en række af klodens fattigere lande. Vores tætte relationer til søsterorganisationer på hver sin side af arbejdsmarkedet gør det muligt at vise, hvordan en fælles indsats kan skabe resultater til gavn for begge parter. Det er det, der gør samarbejdet så unikt i forhold til andre lande og sammenlignet med organisationer, som ikke selv er aktører på arbejdsmarkedet.

Håb for millioner

Vores erfaring peger på, at vi som trekløver kan støtte fattigere lande med at udvikle mere velfungerende arbejdsmarkeder med ordentlige jobs, bedre rammevilkår for virksomheder og organisationer og gensidig respekt. Det vil være midler mod fattigdom, børnearbejde, konflikter og skabe bæredygtige virksomheder og håb for millioner af unge i udviklingslandene.

Det kan eksempelvis være bedre rammer for arbejdsmarkedsrettede og gode erhvervsuddannelser, som Danmark understøtter i Sydafrika. Eller indsatsen for en hårdt tiltrængt social dialog i eksempelvis Myanmar. Vi vil også samarbejde for at skabe et større udbud af erhvervsuddannelser og ordentlige jobs til de mange migranter og flygtninge i Mellemøsten.

Desværre er en række nationer præget af korruption, bureaukrati og lang sagsbehandling, dårligt arbejdsmiljø, et meget stormasket socialt sikkerhedsnet og fattigdom. Det er i den sammenhæng væsentligt at understrege, at den sociale dialog også handler om trepartsaftaler, hvor parterne sammen med nationens regering viser vilje til samarbejde og forpligtende aftaler.

Dermed vil vores indsats – om end den er målrettet arbejdsmarkedsforhold – understøtte de demokratiske kræfter i landene.

Kan man forestille sig noget vigtigere end, at det enkelte menneske har et ordentligt job – eller at erhvervslivet bidrager til en bæredygtig samfundsudvikling? Det er godt, at regeringens udviklings- og udenrigspolitiske strategier påpeger værdien af både vækst og jobskabelse. Vi vil opfordre til yderligere fokus på dette. For eksempel kunne landestrategierne uddybes med analyser af, hvad arbejdsmarkedets udvikling betyder for udviklingsarbejdet.

Minefyldt farvand

Vores samarbejde vil også understøtte dansk erhvervsliv i udviklings- og vækstlandene. Hvad enten der er tale om produktion, levering af service- og rådgivningsydelser eller marketing- og salgsaktiviteter, er det væsentligt, at danske virksomheder også bidrager til en positiv og ansvarlig udvikling.

Her vil vores fælles indsats kunne understøtte danske virksomheder som rollemodeller for såvel andre internationale som nationale virksomheder.

Partnerskabet mellem DI, 3F og Ulandssekretariat bidrager til den langsigtede udviklingsindsats. Kapacitetsopbygning tager ganske enkelt tid. Indsatsen vil også undervejs være udsat for risici og minefyldt farvand.

Uanset dette påtager vi os gerne en ledende rolle inden for den danske indsats for Verdensmål 8. Det gør vi, fordi vi mener, vi har erfaringer og ekspertise, der ikke er til at komme udenom i arbejdet med at realisere dette verdensmål.

Indlægget er også bragt i Politiken

Læs også: Internationale partnere håber på mere dansk samarbejde

Læs også: Danske erfaringer skal ændre arbejdslivet for klodens fattigste

Bente Toftkær

Fagleder, Business Environment

Relateret