Over de sidste fem år har vi investeret et trecifret millionbeløb i anlægget på Kolding Havn, og fabrikken er Danmarks og vores største, mest moderne og energieffektive anlæg. Det havde vi ikke gjort, hvis vi havde vidst, at byrådet kort tid efter ville opsige vores lejeaftale på grunden, siger Kristian Hundebøll, adm direktør i DLG.

DI Business Nyheder

DLG stærkt kritisk over for beslutning om at nedlægge erhvervshavn

DLG har investeret et trecifret millionbeløb i virksomhedens anlæg på Kolding Havn. Nu vil et enigt byråd nedlægge havnen, og det chokerer adm. direktør Kristian Hundebøll. DI opfordrer kommunen til at genoverveje beslutningen.

”Vi er forundrede over og kritiske overfor, at byrådet uden forudgående dialog med de berørte virksomheder eller havnen træffer en så vidtgående og erhvervsfjendsk beslutning.”

Sådan siger adm. direktør Kristian Hundebøll, DLG, efter, at det er kommet frem, at byrådet i Kolding Kommune vil afvikle erhvervshavnen i Kolding i løbet af de kommende 25 år.

- Vi lukkede vores anlæg i Svendborg i 2013, fordi vi troede på en fremtid i Kolding. Over de sidste fem år har vi investeret et trecifret millionbeløb i anlægget på Kolding Havn, og fabrikken er Danmarks og vores største, mest moderne og energieffektive anlæg. Det havde vi ikke gjort, hvis vi havde vidst, at byrådet kort tid efter ville opsige vores lejeaftale på grunden, siger Kristian Hundebøll.

Læs også: DI: Trængsel kan bremse vækst

Når velfungerende erhvervshavne helt eller delvist nedlægges, gør man alvorlig skade på det erhvervsliv, som er grundlaget for beskæftigelse, velstand og dermed velfærd i hele landet Michael Svane, Branchedirektør

Forudsigelig reaktion siger V-borgmester

Meldingen fra DLG får dog ikke Kolding Kommunes borgmester Jørn Pedersen (V) til at ryste på hånden.

- Det er en forudsigelig reaktion. Hvis vi havde taget en afstemning blandt virksomhederne på havnen havde det været 17-0 mod beslutningen, og det har selvfølgelig indgået i overvejelserne, siger Jørn Pedersen.

Han erkender, at havnens betydning rækker ud over de arbejdsplader, der er i selve havnen.

- Det er blandt andet en tredjedel af Danmarks forbrug af gødning, der kommer ind i Kolding Havn. Men det mener vi, at blandt andre Fredericia Havn kan håndtere fremadrettet. Nu vil vi tage en dialog med hver enkelt virksomhed og sikre, at de får en blød landing, siger Jørn Pedersen.

Læs også: Pendlere fylder fynske motorveje

Flere virksomheder er utilfredse

Virksomhederne på Kolding Havn omsatte i 2017 knapt 1,3 millioner tons gods, som især udgøres af korn- og foderstoffer, gødning, jern- og stålprodukter, biomasse til forbrænding samt sten, grus og andre byggematerialer.

- Det svarer til mere end 50.000 fyldte lastbiler á 25 tons. Og der skal jo som regel lige så mange tomme retur, så det må siges at være betragtelige mængder og en havn, der har samfundsbetydning langt ud over de arbejdspladser, der er umiddelbart forbundet med virksomhederne på havnen, siger branchedirektør Michael Svane.

Han påpeger, at også byrådet i Vejle i denne uge har meddelt, at den vil nedlægge dele af erhvervshavnen.

- Vi kommer til at kæmpe indædt mod planerne i begge kommuner og opfordrer kraftigt til, at beslutningerne genovervejes. Virksomhederne er ramt af et granatchok og det med god grund. Når velfungerende erhvervshavne helt eller delvist nedlægges, gør man alvorlig skade på det erhvervsliv, som er grundlaget for beskæftigelse, velstand og dermed velfærd i hele landet, siger Michael Svane.

Læs også: Vroom: Flere unge vil køre lastbil

Michael Svane

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4652
  • Mobil +45 4036 1348
  • E-mail misv@di.dk
Relateret