Sikkerheden var i top i Shanghai under Kinas største importmesse, hvor 400.000 deltagere fra hele verden var samlet om import til Kina.

Foto: Rasmus Emil Gravesen
09.11.18 DIB Nyheder

Kina svarer Trump med import for billioner

Kinas præsident Xi Jinping vil vise verden, at de er et åbent land for handel med landets første importmesse. Milliard- og millionaftaler med internationale virksomheder skal understrege det.

Alt er større i Amerika, går ordsproget.

Det udfordrer Kina. På et areal tilsvarende over 42 fodboldbaner har Kinas præsident Xi Jinping inviteret 3.600 internationale virksomheder til at til at vise, hvad de har at byde på. Det foregik i løbet af ugen på China International Import Expo (CIIE).

Til gengæld for virksomhedernes tilstedeværelse har Kina lovet import for billioner, og underskrevet flere hundrede kontrakter under budskabet, at Kina er åben.

- I de kommende 15 år vil Kinas import af varer overgå 30 billioner dollar, mens services vil være højere end 10 billioner dollar, sagde Xi Jinping ved åbningen til CIIE og fulgte op med en slet skjult kommentar til USA’s straftold:

- Fremgang for menneskeheden kræver fortsat, at alle lande fremmer åbenhed, samarbejde og win-win udvikling, i stedet for afsondrethed, konfrontation og monopol. I en verden med økonomisk globalisering er junglelov og winner-takes-all en blindgyde.

Læs også: Kinas præsident vil kæmpe mod kopierne

Du bør sælge til Kina – offline, online, hvilken som helst måde du kan – du skal bare gøre. Ellers vil du mange år senere side med en forbigået mulighed Jack Ma, CEO, Alibaba

”Handelskrigen er det dummeste i verden”

I tråd med præsidentens genmæle overfor Trumps straftold var en af Kinas mest kendte erhvervsledere, Jack Ma fra den kinesiske e-handelgigant AliBaba, lidt mere kontant. Han sagde under CIIE, at ”handelskrigen er det dummeste i verden.” Og forbindelse med den udmelding kom også opfordringen til resten af verden.

- Du bør sælge til Kina – offline, online, hvilken som helst måde du kan – du skal bare gøre det. Ellers vil du mange år senere sidde med en forbigået mulighed, sagde en ivrig Jack Ma.

Alibaba tilkendegav sideløbende med CIIE, at virksomheden vil importere varer for 200 milliarder USD over de næste fem år til Kina.

Læs også: Nøgletal: International uro lægger pres på industriens produktion

Kina rykker – men langsomt

Flere danske virksomheder har fortalt, at forhandlingerne med kinesiske virksomheder og myndigheder – der i nogle tilfælde var overstået for måneder siden – kun kunne få den endelige underskrift på CIIE.

- Der pågår jo et storpolitisk spil, og CIIE er på mange måder en fysisk manifestation af Xi Jinpings erklærede hensigter for multilateralisme og åbne markeder, siger Glen Mikkelsen, chef for Dansk Industris (DI) aktiviteter i Kina.

Han understreger, at dette i høj grad handler om at træde ind i det rum, Donald Trumps USA aktuelt lader åbent. Men hvor underskrifter og flotte ord pynter, så venter DI’s chef i Kina dog på at se, hvorvidt de har konsekvenser i virkeligheden, for Kina har stadig en vanskelig økonomi på en række områder.

- Det er jo paradoksalt for mange, at Xi Jinping nu skulle være frihandlens talsmand. Markedsadgangen i Kina har været og er begrænset. Mange virksomheder oplever stadig, at offentlige udbud er lukket land, og reel markedsadgang kræver stadig i mange tilfælde, at man kompromiterer sine IPR rettigheder som modydelse for adgang til lukrativ forretning, siger han.

Læs også: DI: Trumps Nordamerikanske aftale vil give Kina problemer

Kina har åbne markeder i Vesten

Det samme gør sig ikke i nær samme grad gældende for kinesiske aktiviteter i Vesten, og det er kernen i de legitime amerikanske og europæiske klager. Der mangler simpelthen udveksling af fair vilkår, påpeger Glen Mikkelsen, men understreger også, at der på en lang række områder sker kontinuerlige forbedringer og åbninger.

- Kina tager store skridt fremad på IPR området, fordi de i dag også selv har behov for beskyttelse. Ligeledes åbnes flere og flere industriområder for på papiret fri konkurrence. Både fordi de har lagt en bund indenfor strategisk vigtige områder som finans, automotive og e-commerce, så de ikke kan blive løbet over ende. Men også fordi Kina har brug for sofistikeret teknologi og know-how fra Vesten, siger han.

DI-chefen forstår derfor godt dilemmaet hos de mange virksomheder, der ønsker sig endnu bedre rammevilkår, men er samtidig enig med Jack Ma.

- Virkeligheden er, at det her bliver det største marked i verden lige om lidt, og at Kina om 20-25 år volumenmæssigt er som USA og Europa tilsammen. Vi er nødt til at opdatere de fælles spilleregler, men vi er nok langt forbi det punkt, hvor det kan ske per amerikansk eller vestligt diktat, siger Glen Mikkelsen.

Læs også: Trump dumper WTO-dommere på stribe

Dansk Industri på CIIE

Dansk Industri har sammen med 16 virksomheder repræsenteret Danmark og danske løsninger på China International Import Expo (CIIE) i Shanghai.

I samarbejde med State of Green, Food Nation og det danske generalkonsulat i Shanghai har virksomhederne vist fødevarer og grønne løsninger frem for mange tusinde kinesiske og internationale indkøbere.

Messen forløb den 5. til 10. november.

Relateret indhold