Fra venstre borgmester Jan Petersen fra Norddjurs Kommune, næstformand for DI Randers-Norddjurs Poul Petersen, som til daglig er adm. direktør for Seafood.Supply.DK ApS, næstformand for DI Randers-Norddjurs Kirsten Nielsen Sørensen, som til daglig er Vice President, HR hos Terma A/S, adm. direktør Søren Nymark fra Nymark & Fogh Teknik.

Foto: Gordon Trier Holm
06.11.18 DIB Nyheder

Metalstærk virksomhed brænder igennem

Trods store vanskeligheder med at finde de rette, dygtige medarbejdere er det lykkes den lille Grenaa-virksomhed Nymark & Fogh Teknik ApS at holde fast i en løbende vækst. Samtidig tager de et stort ansvar med at uddanne lærlinge. Derfor får Grenaa-virksomheden nu DI Randers-Norddjurs’ Initiativpris 2018.

Ordrebøgerne bugner og der fræses, drejes og saves på livet løs med produktionen af en række af forskellige aluminiumsprodukter hos Nymark & Fogh Teknik i Grenaa. Og det sker til trods for, at virksomheden må kæmpe en hård kamp for at få nok dygtige medarbejdere til at opfylde de enkelte ordrer. Ind imellem må de sige nej til en ordre. Men alligevel er virksomheden i en solid vækst, der over det seneste årti har betydet indtil videre 15 medarbejdere.

- Virksomheden formår at holde fast i en løbende vækst trods store vanskeligheder med at finde de rette, dygtige medarbejdere i en tid, hvor der generelt er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Og de er aktive med at finde nye medarbejdere gennem ganske aktive Facebook- og Linkedin-profiler, siger næstformand for DI Randers-Norddjurs Kirsten Nielsen Sørensen, der til daglig er Vice President, HR hos Terma i Grenaa.

Læs også: Hurtige fisk fra Grønland og Sydpolen bliver belønnet med initiativpris

Løfter ansvar for fremtidens faglærte

Samtidig tager virksomheden sin del af ansvaret for, at der bliver uddannet nye faglærte på området. I produktionen går der to industritekniker-lærlinge og en industrioperatør-lærling.

- Vi ønsker at bidrage til at gøre industritekniker- og industrioperatøruddannelserne mere attraktive, så vi dermed kan være med til at øge graden af kvalificeret arbejdskraft inden for området, siger adm. direktør Søren Nymark fra Nymark & Fogh Teknik.

Han har desuden fået overbevist den lokale Viden Djurs Erhvervsskole om at etablere en industriteknikergrunduddannelse.

- Vores produktionsleder har tidligere undervist på uddannelsen en dag om ugen, ligesom eleverne kom herud på fabrikken og prøvede maskinerne. Det tager selvfølgelig nogle år, inden de er klar, men det er vores forsøg på at være proaktive og bidrage til fødekæden, siger Søren Nymark.

Læs også: Øje for udvikling og grøn teknologi udløser DI-pris

Stolt direktør modtager prisen

Virksomheden har også stor fokus på automatisering og produktivitet. Virksomheden har blandt andet taget sin første robotcelle i brug og ser, at kunderne efterspørger denne type af automatisering.

Det er en stolt direktør, der modtager prisen.

- Det er en stor anerkendelse, og vi kan bruge initiativprisen som en status og en bekræftelse på det, vi laver. Det er gået stærkt for vores virksomhed, og det fortsætter, siger Søren Nymark.

Og det er en stolt borgmester fra Norddjurs Kommune, der møder op på dagen til overrækkelsen.

- Vi taler her om en virksomhed, som matcher godt til det produktionsmiljø, vi har her i kommunen. Og det er rigtig flot, at virksomheden trods sin beskedne størrelse også tager ansvar for at få uddannet nye faglærte, siger borgmester Jan Petersen.

 Læs også: Avancerede lupbriller udløser Initiativpris til Samsø-virksomhed

Fakta

Nymark & Fogh Teknik startede produktionen i 2008, hvor ejer Søren Nymark Rasmussen startede som eneste ansat. I dag er både antal ansatte og omsætning mangedoblet. Virksomheden er hundrede procent ejet af Søren Nymark & Gert Fogh.

Gordon Trier Holm

Gordon Trier Holm

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3986
  • Mobil +45 2949 4606
  • E-mail gth@di.dk

Relateret indhold