28.11.18 DIB Nyheder

Nøgletal: Digitalisering skal skabe plads til de varme hænder

Digitalisering skal helst gøre livet lettere for læger, lærere og SOSU-assistenter. Men mange offentlig ansatte oplever, at digitaliseringen har øget tidsforbruget, og det bekymrer DI.

Mange offentligt ansatte oplever, at digitalisering har øget tidsforbruget på rutineopgaver. Offentligt ansatte er den gruppe, som har oplevet den største stigning i tidsforbruget på gentagne procedurer som følge af digitalisering, viser tal fra Danmarks Statistik. Og det bekymrer DI, som fokuserer på, hvordan den offentlige sektor kan blive bedre gennem brug af avanceret teknologi.

Hver fjerde offentligt ansat vurderer, at de bruger mere tid, mens det kun er hver ottende, som bruger mindre tid.

”Digitalisering skal jo gøre livet lettere for vores læger, lærere og SOSU-assistenter, så de får mere tid til at helbrede, undervise vores børn og give omsorg til vores ældre. Derfor er det ekstra ærgerligt, at mange offentlige ansatte føler, at de bruger mere tid på rutineopgaver”, siger Christian Hannibal, digitaliseringspolitisk chef i DI.

Et godt digitaliseringsprojekt gør, at man kommer til at bruge mindre tid på gentagelser Christian Hannibal, Digitaliseringspolitisk chef

DI opfordrer de offentlige parter til at investere i nye, brugervenlige systemer, der kan lette byrderne i det offentlige.

”Vi håber, at regeringen, kommunerne og regionerne vil fokusere på, at det bliver mere plads til borgeren, virksomheden og den enkelte medarbejder og ikke endeløse registreringer, der bliver resultatet af digitalisering. Vi skal ikke øge de administrative byrder for medarbejderne og få dem til at registrere mere, hvis det ikke er nødvendig. Vi har ikke råd til at spilde de ansattes tid”, siger Christian Hannibal.

Digitalisering har dog ført til færre gentagne procedurer i nogle brancher. I brancherne information og kommunikation, forsikring og finansiering oplever flest ansatte, at de bruger færre timer på gentagelser end tidligere.     

”Et godt digitaliseringsprojekt gør, at man kommer til at bruge mindre tid på gentagelser og skaber mere rum til de varme hænder. Ikke omvendt.”, slutter Christian Hannibal.

Christian Hannibal

Christian Hannibal

Digitaliseringspolitisk chef

Relateret indhold