DI.dk har lige nu driftsproblemer. Nogle brugere kan derfor opleve ikke at kunne få adgang til medlemsbeskyttede sider. 

09.11.18 DI Business Nyheder

Nøgletal: Eksporten gik frem i tredje kvartal

Selvom der har været fremgang i verdensøkonomien, har danske virksomheden haft svært ved at øge eksporten. I tredje kvartal var der dog fremgang, og det er positivt, mener DI.

Vareeksporten faldt med 0,1 procent i september, men set over hele tredje kvartal var der en fremgang på 1,1 procent. Tjenesteeksporten steg i tredje kvartal 2,4 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

En balanceret vækst i dansk økonomi kræver, at vi får gang i eksporten Allan Sørensen, Chefanalytiker

- Eksporten gik den rigtige vej i tredje kvartal. Det er glædeligt, at det globale opsving gav flere ordrer til dansk erhvervsliv i tredje kvartal, for eksporten har ikke udviklet sig særlig imponerende over det seneste år. En balanceret vækst i dansk økonomi kræver, at vi får gang i eksporten, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

I løbet af årets første tre kvartaler er vareeksporten blot steget med 0,2 procent i forhold til samme periode sidste år. I samme periode er tjenesteeksporten faldet med 1,3 procent.

- Selv om der har været godt gang i verdensøkonomien de seneste år, har vi haft svært ved at omsætte det til øget eksport. Væksten i verdensøkonomien har toppet i denne omgang, og udsigten til lavere vækst vil skærpe konkurrencen på eksportmarkederne, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

- Fremgangen i verdensøkonomien bør være stærk nok til at sikre øget eksport, men udsigterne er præget af stor usikkerhed. Der er endnu ikke fundet en løsning på brexit-forhandlingerne, USA fører stadig en protektionistisk handelspolitik, og den stærke krone presser eksportvirksomhederne og gør det svært at omsætte væksten i udlandet til øget eksport, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

Mere end 800.000 danske arbejdspladser afhænger af eksporten. Virksomhederne eksporterer for næsten 1.200 mia. kr. om året, hvilket gør eksporten til den største post i dansk økonomi.

- Eksporten har utrolig stor betydning for væksten og beskæftigelsen i Danmark. Vi har nogle store eksportlokomotiver, der står for over halvdelen af eksporten, men rigtig mange virksomheder er underleverandører til eksportvirksomhederne, så indirekte er de også med til at eksportere, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

Allan Sørensen

Chefanalytiker

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk
Relateret