Nøgletal: Kraftig fremgang i dansk økonomi
Danmark havde i 3. kvartal den højeste økonomiske vækst i lang tid. Det giver en tro på, at opsvinget kan fortsætte lidt endnu, siger cheføkonom i DI Morten Granzau.
Danmark havde i 3. kvartal 2018 en økonomisk vækst på 0,7 procent, viser BNP indikatoren fra Danmarks Statistik.
- Det er den højeste vækst, vi har set i lang tid. Det er et godt tegn, for det giver en tro på, at 2018 trods en rigtig sløv start kan blive et år med vækst, og at opsvinget kan fortsætte lidt endnu, siger Morten Granzau, cheføkonom i Dansk Industri.
Vi har altså fået en tiltrængt fremgang i produktiviteten, som ellers har udviklet sig ualmindeligt sløjt i år Morten Granzau Nielsen, Vicedirektør
Væksten i BNP er på 2,2 procent i forhold til 3. kvartal 2017.
- For første gang i halvandet år er produktionen steget mere end beskæftigelsen. Vi har altså fået en tiltrængt fremgang i produktiviteten, som ellers har udviklet sig ualmindeligt sløjt i år, siger Morten Granzau.
- Det er dog en række faresignaler, når vi forsøger at kigge ind i fremtiden. Væksten i verdensøkonomien er aftagende, og de handelspolitiske konfrontationer kan komme til at koste de danske virksomheder dyrt, siger Morten Granzau.