Sild, flæskesteg, medisterpølse, rejer.... Julefrokosterne nærmer sig, men virskomheder skal formulere sig med omtanke i invitationen for at undgå sammenstød med ny lov for persondata.

Colourbox
16.11.18 DIB Nyheder

Persondataregler giver bøvl med julefrokostens menukort

Virksomheder skal være opmærksomme på persondatareglerne, når de ved planlægning af julefrokoster vil tage hensyn til, om medarbejderne har særlige behov.

Når virksomhederne inviterer deres medarbejdere til den årlige julefrokost, skal de være særligt opmærksomme på, hvordan de spørger ind til de ansattes ønsker til menuen. De nye persondataregler fra 25. maj 2018 har nemlig skabt et nyt og stærkere fokus på ordvalget.

Har enkelte ansatte fødevarerallergi, er vegetarer, eller er der et tredje hensyn, er det oplagt at rette striben af juleretter til, så alle har en god aften og går mætte fra bordet.

Virksomheder må gerne spørge om medarbejderne har særlige behov, men de må ikke spørge specifikt til, om de har fødevareallergi eller en religiøs overbevisning, som udelukker visse juleretter.

- Oplysninger om trosretning og fødevareallergier er følsomme personoplysninger, hvorimod der ikke er tale om følsomme personoplysninger, hvis man i stedet spørger ind til, om der er medarbejdere, som ikke spiser kød og skaldyr, forklarer Stine Kenneth Larsen, chefkonsulent i Dansk Industris personalejuridiske afdeling.

Læs også: Persondata - få vejledning her

Bedst mulige julefrokost

- Hensynet vil være, at julefrokosten kan afvikles bedst muligt, således at medarbejdernes præferencer tilgodeses på den bedste vis, uddyber Stine Kenneth Larsen.

EU skærpede den 25. maj kraftigt reglerne for håndtering af persondata, og det har rejst mange store så vel som små spørgsmål om, hvornår der er tale om følsomme oplysninger, som kræver en særlig behandling.

Derfor modtager Dansk Industris eksperter dagligt henvendelser fra organisationens mange medlemmer om tvivlsspørgsmål i helt konkrete sager, hvor den forestående højtid er blevet en af dem.

Og husk: Alle informationer om medarbejdernes ønsker til julemenuen skal slettes, når julefrokosten er slut. De er ikke relevante at gemme til senere. 

Læs også: Persondata - 5 trin gør din virksomhed klar

Stine Kenneth Larsen

Stine Kenneth Larsen

Chefkonsulent, advokat

  • Direkte +45 3377 4755
  • Mobil +45 2670 5610
  • E-mail stkl@di.dk

Relateret indhold