Kloge hænder har let ved at finde arbejde i øjeblikket, viser ny analyse fra Dansk Industri.

Getty Images
DI Business Nyheder

Ufaglærte og faglærte er vinderne i opsvinget på jobmarkedet

De senere års fald i ledigheden er hovedsagligt kommet de ledige i 3F’s a-kasse til gavn. Til gengæld er akademikernes ledighed steget, viser ny analyse.

Ufaglærte er taberne på vor tids arbejdsmarked, hvor behovet for viden og kompetencer er alt afgørende. Sådan har det ofte lydt i medierne i de senere år. Men en ny analyse fra Dansk Industri viser, at både ufaglærte og faglærte rent faktisk har haft stor succes med at finde job i de senere år. 

I analysen er der kigget nærmere på, hvilke a-kasser, der har oplevet det største fald i ledigheden i perioden fra september 2012 til september 2018, hvor ledigheden samlet set er faldet fra 154.000 til 99.200 fuldtidspersoner – et fald på 54.700.

De ledige i 3F a-kasse er de suveræne vindere. Her er ledigheden faldet med 15.800 svarende til 29 procent af det samlede fald i ledigheden. Det skal ses i forhold til, at medlemmerne af 3Fs a-kasse tegner sig for 11 procent af alle a-kasse medlemmer. I 3Fs a-kasse er organiseret både faglærte og ufaglærte.

- Det er rigtig gode nyheder, at der er så stort et fald i ledigheden blandt medlemmer af 3F’s a-kasse. Det er bemærkelsesværdigt og vidner om, at der både er plads til personer med lange og korte uddannelser på de danske virksomheder. Danske virksomheder har brug for alle typer af medarbejdere, siger underdirektør Steen Nielsen fra Dansk Industri.

Læs hele analysen her. 

De ledige kommer hurtigt i arbejde igen. Det understreger, at der ikke findes en stor reserve af ledige danskere, der står helt uden for arbejdsmarkedet Steen Nielsen, Underdirektør

Ufaglærte får hurtigt nyt job

De gode tider understreges også af, at de ledige i 3F’s a-kasse kommer hurtigt i arbejde igen. Der var i maj 2018 ifølge Danmarks Statistik  11.054 ledige 3F’ere, men kun 1.332 – svarende til 10 procent – der har været ledige i over et år.

- De ledige kommer hurtigt i arbejde igen. Det understreger, at der ikke findes en stor reserve af ledige danskere, der står helt uden for arbejdsmarkedet. Langt de fleste ledige er faktisk særdeles aktive på arbejdsmarkedet, siger Steen Nielsen fra DI.

Går det godt for de ledige i 3F’s a-kasse, ser det til gengæld mindre positivt ud i akademikernes a-kasser, der har oplevet en stigende ledighed i perioden fra september 2012 til september 2018. Det skal dog ses i lyset af, at antallet af nyuddannede akademikere er steget - og at de nyuddannede har en højere ledighed end resten af arbejdsmarkedet, påpeger Steen Nielsen.

Læs også: Ny erhvervsskoleaftale skal skaffe flere faglærte

Steen Nielsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk
Relateret