Udenlandske medarbejdere venter nu op til fem uger på at få deres NemID . DI er ærgerlig over yderligere administrative byrder, når virksomhederne mangler medarbejdere.

Foto: Skyfish. Manipulation: Aman Reehal
30.11.18 DIB Nyheder

Ventetid på NemID smækker udenlandske medarbejdere ude af Danmark

Medarbejdere fra udlandet venter nu op til fem uger på NemID – og dermed adgang til bl.a. netbank og e-boks. Dybt frustrerende, siger relocation-firmaet Aspire Mobility Group. DI er ærgerlig over stadigt flere administrative byrder og bøvl for virksomhederne.

Forestil dig at være uden netbank og e-boks i en måned: Du kan ikke betale husleje, melde flytning, overføre penge til din familie, se din lønseddel eller en indkaldelse fra hospitalet.

Ikke rigtig rart, vel?

Det er ikke desto mindre virkeligheden for udenlandske medarbejdere, der har fået job i Danmark, netop er flyttet hertil og skal i gang med at arbejde.

Hvor udenlandske medarbejdere tidligere kunne bestille NemID i forbindelse med deres CPR-nummer, skal de nu vente på, at de får det gule sundhedskort med posten – så bestille, så vente igen og så en tur på Borgerservice. I værste fald op til fem uger, fortæller Director of Relocation Services Pernille Bilenberg fra Aspire Mobility Group.

- Det er dybt frustrerende for den udenlandske medarbejder. NemID er den digitale nøgle til Danmark, og uden den, er han eller hun i praksis smækket ude og kan for eksempel ikke betale sin første husleje, melde adresseændring eller overføre penge til sin familie, siger hun.

Læs også: Bankkontokrav sætter grænsebom for Grundfos’ udenlandske medarbejdere

Bøvl flytter fokus fra arbejde

Aspire Mobility Group hjælper hvert år godt 100 særligt mellemstore danske virksomheder fra alle brancher med at få nye medarbejdere godt i gang i Danmark.

- Virksomhederne hyrer os, for at den nye medarbejder kan komme i gang med at arbejde hurtigst muligt. Ligesom de nye medarbejdere bliver også virksomhederne super frustrerede, når processen bliver mere besværlig, fordi det bryder det fokus, siger Director of Relocation Services Pernille Bilenberg, Aspire Mobility Group.

Relocation-virksomheden fik besked om de nye regler for cirka en måned siden. Beskeden kom fra International House Copenhagen, der linkede til lovgivning vedrørende NemID.

Den administrative situation bliver stadigt værre – desværre. Linda Duncan Wendelboe, Chef for Medlemsrelationer og SMV-indsatser

Det er Digitaliseringsstyrelsen, der administrerer NemID.

Vicedirektør Adam Lebech forklarer, at Digitaliseringsstyrelsen har indskærpet over for blandt andre Københavns Kommune, at den skal følge de regler for udstedelse af NemID, der har været siden 2010.

- NemID er indgangen til det offentlige Danmark. For at undgå misbrug er det afgørende, at sikkerheden er i top, og at vi er sikre på, at identiteten på nye borgere er korrekt, siger han.

Adam Lebech siger dog i samme åndedrag, at Digitaliseringsstyrelsen er meget åben for at tale mere om, hvordan vi kan finde løsninger, der gør det simplere for virksomhederne.

- Vi vil gerne i dialog omkring, hvordan vi kan finde en mere simpel løsning omkring udstedelse af NemID til virksomhedernes udenlandske medarbejdere, der samtidig lever op til sikkerhedskravene, siger han.

Læs også: Fem myter om udenlandsk arbejdskraft og beløbsordningen

Farvel til one stop-shop visionen

I Dansk Industri (DI) hæfter chefen for Global Talent Linda Duncan Wendelboe sig ved det ærgerlige i, at det bliver stadigt mere administrativt bøvlet for virksomhederne, at få de udenlandske medarbejdere i gang med at arbejde.

 - Den administrative situation bliver stadigt værre – desværre, for Danmark har brug for arbejdskraften, og virksomhederne har brug for at dem hurtigt i sving, siger hun.

 DI’s chef for Global Talent forklarer, at den oprindelige vision med International House, var, at udenlandske medarbejdere skulle kunne klare alle administrative udfordringer med at slå sig ned i Danmark i én ombæring. 

- Visionen om en one stop-shop, hvor nye udenlandske medarbejdere kan møde alle myndigheder – og klare alle registreringer – under samme tag uden unødigt bureaukrati er forsvundet. Og det er rigtig ærgerligt, siger Linda Duncan Wendelboe.

Fakta

DI vil spille et forslag til nedbringelse af den lange ventetid på NemID for udenlandske medarbejdere ind til Virksomhedsforum for Enklere Regler. Her kan alle forenklingsforslag spilles ind til Regeringen, som forholder sig til forslagene efter et ”følg-eller-forklar” 

Linda Duncan Wendelboe

Linda Duncan Wendelboe

Chef for Medlemsrelationer og SMV-indsatser

  • Direkte +45 3377 3906
  • Mobil +45 9398 8050
  • E-mail lidw@di.dk

Relateret indhold