06.12.18 DIB Nyheder

Kvindelig topleder: "Hav både mænd og kvinder i pipeline

Vibeke Holst-Andersen, vicedirektør i Radiometer, giver her seks konkrete svar på spørgsmål om at være kvindelig leder

1) Hvad er dit allerbedste råd til kvinder, der vil gøre lederkarrierer?

Mos på, træd frem og bland jer. Vi kvinder er nødt til at komme ud af vores ”comfort zone”, tage ordet og gå målrettet efter det, vi vil have.

2) Hvad er dit råd til mandlige ledere, der vil have flere kvinder i ledelsen?

Ansæt kvinder. Eller arbejd i det mindste bevidst på at få flere kvindelige ledere. Lige meget om det handler om at hyre eller udvikle ledelsestalenter, så gælder den samme opskrift: Sørg for at have både mænd og kvinder i pipelinen. Det er den opskrift Radiometer har fulgt gennem mange år, og den har virket.

3) Hvad skal der til for at få flere kvinder til at gøre lederkarrerier?

Kvinder skal turde vælge ledersporet til og ikke holde sig tilbage, men samfundet og virksomhederne skal også skabe nogle rammer, der gør det muligt. En ligelig fordeling af ansvaret på hjemmefronten er et godt sted at starte. Hente børn, lave mad eller købe ind er et fælles ansvar, og hjemmet bør ikke stå og falde med kvinderne. Et andet er hos virksomhederne, som skal give plads til, at der er mange måder at gøre karriere på. ”One size fits all” gælder heller ikke her.

4) Hvad har været din bedste oplevelse som kvindelig leder?

At indgå i et lederteam med ligelig fordeling af mænd og kvinder.

5) Hvad har været din største udfordring som kvindelig leder?

At være den eneste kvinde i et lederteam. Jeg har sågar prøvet at blive ekskluderet fra visse sociale aktiviteter. Det giver vist sig selv, at jeg hurtigt fandt et andet job.

6) Er der kvindelige ledere, der inspirerer dig?

Sheryl Sandberg, COO hos Facebook, taler åbent og ærligt om ligestilling, og det er forfriskende. I Danmark mangler vi generelt kvindelige erhvervsledere, som ambitiøse kvinder kan spejle sig i, og jeg savner, at de kvindelige erhvervsledere, som vi dog har, tør stå frem og dele deres erfaringer.

Mette Fjord Sørensen

Mette Fjord Sørensen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3797
  • Mobil +45 5213 2312
  • E-mail mfj@di.dk

Relateret indhold